Øhopper

Jeg synes, det hele er meget mærkeligt. Det er som om sneen i den her md. har lagt sig som et tykt lag oven på mig, og jeg kan ikke se klart eller tænke klart, eller i det hele taget bevæge mig særlig meget.

Jeg lægger låg på mormor hver gang hun popper op, for jeg orker det ikke. Jeg har ikke tid til tanker om liv og død og alder lige nu, jeg vil ikke have tid. Jeg gemmer det lidt.

Det er som om, jeg hopper fra lyspunkt til lyspunkt, fra ø til ø, for at lande på de tørre pletter der kan bære mig igennem den her kolde, våde, grå måned, som jeg ikke gider mere.

Og heldigvis er de der, de øer. Så jeg har stadig tørre fødder og skal nok komme over til den anden side. Hvor jeg seriøst håber, at energi og overskud venter.

På lørdag skal vi ud og spise. Med grundejerforeningen. Og sidst vi var ude at spise, bare os to, uden børn, et pænere sted end den lokale kinesiske med sushi i buffeten, det er et år siden. For det var også den årlige middag med grundejerforeningen. Ja, vi er tilsyneladende 56 år indvendigt. Nej, han meldte sig jo ikke frivilligt, men blev kuppet som suppleant for år siden, og er blevet hængende fordi det er hyggeligt og han har fået et par venner dér.

Lørdagen efter det, skal jeg til min søsters 30 års fødselsdag. Og DET er egentlig ikke udelukkende en postitiv oplevelse. For hvis min LILLEsøster fylder 30 … hvad siger det så om mig? Låg på dén.

Lørdagen efter igen, er det endelig d. 30. Endelig kreadamer på stoffer der mødes, bloggerhusmødre på druk. Jeg har fyldt to af dem ned i min kælder og regner med at pumpe den kilde til underholdning og varme til sidste astidråbe. De SKAL blive her. De kommer ikke ud af den kælder før det er forår. Forår. Suk. Låg på dén.

Jeg plejer normalt ikke at gøre det i dårlig samvittighed, men altså – nu er den der. Rodniveauet i mit hjem har overskredet selv mine grænser, og de er ellers normalt meget vide. Der er ting der skal skrives, planer der skal udføres, opgaver der skal løses. Og de ligger i bunker. Låg på dén.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

12 Kommentarer til Øhopper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.