12+0

Nå, så var jeg de der 12 fulde uger henne. Dvs de første tre måneder er overstået. Så er det NU energien skal vende tilbage, madleden skal forsvinde, jeg skal ikke længere i seng kl 21 senest og jeg skal begynde at se smukkere og mere glødende ud, end nogen sinde før.

Yeah right.

Bliver ikke tilfældet i dag. Efter en nat, hvor Klara vågnede SÅ mange gange, at jeg til sidst satte mig op i sengen med et ryk og brølede “nu slår jeg hende kraftædemig ihjel!!” – hvorefter stoffer vågnede og tog over. Nok godt for alle implicerede parter. Men jeg lå tilbage og tænkte, hvorfor hvorfor hvorfor? Hvad skulle jeg på den her gallaj? Hvor dybt hjernedød og masochistisk er man så ikke, når man frivilligt starter forfra, med een til? Det er så sjældent hun har de her nætter, og det er i virkeligheden meget meget synd for hende, for hun er meget forvirret og ulykkelig og ved ikke selv, hvorfor hun vågner hele tiden. Og hun får det ikke bedre af en mor der jamrer “jammen hvad VIL du????” Men selv om det er sjældent nu, så bringer sådan en nat mig straks tilbage til det år af mit liv, hvor sådanne nætter var normalen. Hvor en god nat var en, hvor hun kun vågnede et par gange. Jeg tror, jeg har taget skade af det. Er blevet traumatiseret. I hvert fald står det vist lysende klart for alle, at jeg ikke er nogen altfavnende, tålmodig mor om natten. Ikke efter 24 og før 07.

Og det kom meget bag på mig selv. Jeg har altid betragtet mig selv, som et meget tålmodigt og rummeligt menneske. Ikke så meget som typen, der ønsker sit barn hen hvor peberet gror. Men sådan er jeg altså så, om natten. Hvilket er endnu en årsag til, at jeg værdsætter mit barns far. HAN er nemlig tålmodig om natten. Men han vågner så også først når JEG begynder at skrige højere end barnet… dvs han er jo ikke med helt fra starten. Og når han så vågner, forstår han ikke altid hvorfor jeg er så rasende. Han aner jo ikke noget om, hvor meget der foregår mens han sover. Lucky bastard.

Nå, men til sidst kom hun ind til os (IGEN – det havde vi allerede prøvet en gang, hvor hun efter at have væltet rundt og holdt alle vågne en halv times tid, ville tilbage i sin egen seng…) og så lovede hun at ligge stille og så sov vi. Og det første hun sagde, da jeg vækkede hende i morges var “jeg lå bare helt helt stille, ikke mor??”. “Jo skat, det gjorde du. Du var meget dygtig!” sagde jeg så. Med den ondeste dårlige samvittighed over at have truet hende på livet i kampens hede og nattens mørke. Men sådan er det altså også at være nogens mor. Ikke lutter glimmer og pailletter og lyserøde strudsefjer!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til 12+0

Skriv et svar til Mariahønen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.