As time goes by…

… eller noget. Tiden går i hvert fald.

Jeg går bare og er glad for det med maven, og kigger på scanningsbillederne og glæder mig. Men helt normal i hovedet er man jo ikke. F.eks. bruger jeg meget tid på at spekulere over, hvorfor det egentlig var at jeg ville have en til. Jeg gider jo virkelig ikke føde igen. Slet ikke. Det er ikke sjovt overhovedet.

Og nu har Klara haft feber et par dage og vækker mig ofte om natten, og så tænker jeg – arrghh – vil jeg virkelig det igen?? Alt det natteroderi og skrigeri og det der med at havne på grænsen til sindssyge. Dér har jeg virkelig været med Klara. Så langt ude, at jeg tænkte, nu kommer jeg aldrig tilbage. Jeg bliver aldrig normal i bøtten igen.

Og jeg har ligget og kigget på feber-hede Klara mens hun sover, og tænkt over hvor smuk og unik hun er, og det stakkels andet barn bliver jo bare en form for andenrangsborger. Men så ved jeg også godt, at det ikke er tilfældet. Baloo er også smuk. Og helt sikkert unik. Og egentlig nok også meget meget nemmere og bedre til at sove og spise.

Nogen gange tænker jeg, at hvis det ikke havde været for Klara, så tror jeg ikke vi havde gjort det allerede igen. Men hun har plaget så meget, uden at vide hvad hun går ind til, og skal de have lidt glæde af hinanden så er de her 4,5 års aldersforskel der bliver, nok også grænsen.

Men sådan er det jo kun halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden glæder jeg mig virkelig meget. Til at have sådan en lille blød lækkerhed i armene igen. Til at putte med den og amme den og lege med den og lære den ting. Til at se den interagere med Klara. Jeg glæder mig til at øge den samlede mængde af kærlighed i min lille familie.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

11 Kommentarer til As time goes by…

Skriv et svar til Bodil Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.