A/W musthaves

Som i autumn/winter kollektionerne der efterhånden er ude i de fleste butikker. Og hvad er så mine musthaves i denne sæson?

Ja, jeg ville helt ærligt ønske vi var ovre i noget af samme stil som Bloggerella´s indbydende liste. Men det eneste vi har tilfælles i denne sæson er lysten til kvalitet, gode basis ting og noget i cashmere og uld. For alt det jeg tænder mest på, skal være i str. 74-80. Som i centimeter. Og der kan selv den mest petit voksne kvinde nok ikke være med længere. Nårh jo, vi har nok også det tilfælles, at det bliver en dyr fornøjelse…

Klara har heldigvis hvad hun skal bruge og hun har også nået en alder, hvor hun ikke vokser så eksplosivt mere. Faktisk kan hun stadig passe den største flyverdragt fra sidste år, alle huerne, uld undertrøjerne og nok også termostøvlerne i starten, i hvert fald. Så alt hun mangler er et par gode vinterstøvler med uldfoer, helst fra Angulus og hun er nok omkring en str. 27-28 – men hun skal ud og prøve på. Noget a la dem her, med velcro, så hun selv kan tage dem af og på i børnehaven. Så dér røg de første tusind kroner. 

katjing

Agnes til gengæld. Hun kan godt blive lidt dyr.

Hun har sin voksi pose til barnevognen, og skulle der blive brug for en lille flyverdragt når hun bliver et år i slutningen af vinteren og samtidig skal starte i vugger, så er der jo alle Klaras gamle hun kan arve. Nu kan selv Kristoffer se det smarte i, at jeg har købt kvalitet og gemt det hele, så det holder til mere end et barn. 

Men hun har ingen uld bodyer og det er dyrt med det kram. Men i mine øjne nødvendigt. Andre har muligvis andre erfaringer, men mine børn har ingen snotnæser, så længe de går med uldundertøj. De sveder ikke, de fryser ikke, de bliver ikke klamme og kolde. Uld er fantastisk.

Aller helst købte jeg mig fattig i bodyer fra det tyske mærke Engel. De er så lækre. De laver også nogle virkelig dejlige sparke- og natdragter. Som den her

engel

Agnes havde en i str. 56, dog med fødder og i mørk lilla, og den var sååå lækker. Jeg ville ønske jeg selv kunne sove i sådan en om vinteren. Desværre er der ikke så mange steder der forhandler det mærke. Sidste vinter havde de det i Sungifu og i Creme de la osv. Men de har det ikke i år. Ikke endnu i hvert fald. På nettet kan jeg kun finde den i hvid, men sidste år så jeg dem i både grøn, lilla og brun. Meget federe farver. Jeg synes også hun bør have sådan en top lækker natdragt som denne her – i øko uld og blødere end blød. Og med fødder, så det ikke gør noget at hun sparker dynen af

mmmm

Bodyer i ren uld eller uld/silke blanding kan man få mange steder. Og mange steder koster de over 200 kr pr stk. Man behøver heldigvis ikke så mange, for man behøver ikke skifte hver dag og de er hurtige at skylle op i håndvasken og tørre over natten, hvis der sker et lille uheld og de får en lille plet. Ellers skal de bare luftes. Lanolin er sådan noget selvrensende noget. Og så har de tit nogle i ren uld i føtex, som er virkelig gode. Lige så gode, eller endda bedre end flere af de meget dyre mærker. Så hvis nogen gider sige til, så snart de ser at de har fået dem i føtex, så bliver jeg glad. Dér plejer de at koste omkring 70 kr. for en langærmet i ren uld. Det er en god pris. 

Veste, huer, sokker og små bukser har vi fra Klara. Og får nyt af ind i mellem. Både min og kristoffers mor strikker, og helt ærligt, så elsker jeg det. De strikker ikke i grimme farver, og de bruger ren uld. Og når man ser sådan et par små uldsokker til 250 kr. i de fancy øko børnebutikker inde i byen, så værdsætter man endnu mere, at bedstemødre gider strikke til ens børn. Desværre strikker de ikke så meget i min størrelse, så jeg må nøjes med de sidste af de uldsokker min farmor nåede at strikke til mig, før hun døde. Og dem min mormoster strikkede. Der er heldigvis mange endnu. 

Og HVIS nu, jeg havde nogen penge til mig selv… så ville jeg have ALT mit tøj fra Aymara fra nu af. Fik gramset på noget sidste lørdag og tænker nu på det hele tiden. Så blødt. Så luksuslækkert. Og vinterstøvler mangler jeg også. Hvis man kan finde de her røde Angulus med uldfoer, så kunne de da godt holde til nogle vintre. Mine sidste angulus vinterstøvler holdt til 6 vintre før de faldt fra hinanden…

rød 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

17 Kommentarer til A/W musthaves

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.