*biiib* med på arbejde

Ja, jeg havde jo lovet mig selv ikke mere at nævne t-ordet i et stykke tid. Det kan jeg ikke holde. Undskyld selv.

Undskyld mig, i det hele taget, men jeg bliver sq nødt til at skrive det her ned og så må verdens "anetter" lige holde deres ondt i måsen for dem selv. Jeg er typen der vejer 10 kg for meget og jeg er typen der blev mobbet i folkeskolen. Men i dag, fredag, er jeg også typen som bogopsætteren hilste på med et "hej smukke", og jeg er typen som har den fedeste t…. (noget man fragter sine ejendele i), som min chef forsøgte at snige sig væk med, jeg er hende med de pæneste sko og pludselig får alle øje på mig, og siger "har du fået kontaktlinser? Er du blevet klippet? Der er et eller andet nyt over dig…".

Jeg skal fortælle jer noget om mine briller – de fungerer som et skjold for mig. Når jeg har dem på er jeg mere stille, mere genert, mere i baggrunden og ret usynlig. Men når jeg har linser på, er det stik modsat. Så åbner fremmede mænd døre for mig og alle på arbejde siger hej og smiler – så kan folk pludselig SE mig. Det er fuldstændig som på kiksede amerikanske film, hvor den kiksede heltinde har håret sat op og nogen meget store briller på og så er hun upopulær og kikset. Men så bliver hun inviteret til bal på slottet (eller noget i den stil) og slår håret ud og smider brillerne og pludselig er hun meget smukkere end hende den onde stedsøster/rivalinde. Klassisk.

Jeg er NØDT til at liste det, jeg er nødt til at nyde det og jeg er nødt til at lyde som en der fører sig frem.

Sko: de grønne marc jacobs. Taske: den grønne og hvide Luella. Top: brunlig/grøn Rützou i silke med palietter og print. Jeans: french connection UK. iPod: sort og rød U2 udgave. Smykker: perlearmbånd med de firkantede ferskvandsperler og sølvled, grønne tingel-tangel armbånd der ligner et eventyr (begge gaver fra stoffer 🙂 han er så god til at vælge smykker!) Jeg føler mig som en million, og hvis man tænker efter så er det egentlig også mine dyreste ejendele jeg har på, på en gang, og jeg burde have en ekstra forsikring for overhovedet at bevæge mig frit rundt i det offentlige rum.

Men i hvert fald er jeg fin og det er godt, for jeg skal direkte ud til en sjov middag med nogen sjove mennesker, efter arbejde.

Har også haft kort improviseret møde med nærmeste leder. Hun er ked af at de ikke kan finde flere timer til mig og at jeg snart må sige op, og hun fortalte mig at hun har sagt til ledelsen at min stilling på de 11 timer skal nedlægges når jeg siger op, for hun vil ikke forsvare at have endnu en ansat med så få timer. Det hjælper jo ikke mig ret meget, men det er da ok at vide at hun forstår min frustration og selv er frustreret også. Og hun vil gøre alt for at hjælpe mig med at finde noget andet, skrive anbefalinger, hjælpe med ansøgninger osv.

Men det er jo egentlig ok. Jeg har nydt mit år her og jeg har nydt de få timer og følt mig priviligeret over at jeg har kunnet leve af det og være så meget sammen med Klara mens hun er så lille. Men nu er det snart tid til noget andet, noget mere udfordrende og jeg har mange mange ideer der skal prøves af. Og uopfordrede ansøgninger der skal sendes.