Død og ødelæggelse

Har bare haft topmålet af l.o.r.t.e. dag.

Starter med fabelagtigt latterligt skænderi med kæresten, om hvorvidt han er et fjols eller ej, når han køber for små fodboldstøvler. Det eskalerer og jeg hiver som sædvanligt alle de ting ind i det, som jeg ikke lige har fået sagt ellers. Og alle dem, som jeg har sagt tusinde gange, men som jeg stadig ikke er tilfreds med. Alletiders og helt ufatteligt umodent.

Tager derfor vred på arbejde og overvejer om den månedlige blødning virkelig behøver at finde sted i min hjerne? Og nej, jeg påtager mig alligevel ikke det fulde ansvar. Han er fandme også åndssvag, hvis jeg er. 

Har møder det meste af dagen, kører hjem, og i det jeg parkerer udenfor børnehaven ringer min far på min mobil, fra hans egen mobil. Hvilket ca. sker 2 gange om året – hvis han er fuld eller hvis han sejler i udlandet. Ingen af delene var tilfældet i dag, desværre.

Han ringede for at fortælle at de sad ude på hospitalet med min mormors søster, som så ligger for døden. Hun er 84, har leukæmi, diabetes 2, forkalket kunstig hjerteklap, alt alt for meget vand i kroppen og topper så lige med en lungebetændelse. Hun er som en ekstra mormor for mig, for hun har aldrig haft mand og børn selv, så vi er hendes børnebørn. Jeg elsker hende meget højt og kan ikke rigtig rumme det her. Far synes ikke vi skulle køre hjem endnu, for vi kan ikke sidde ude på hospitalet med klara hele dagen alligevel. Han sagde, at det var ikke for at lyde kold eller kynisk, men hun er ikke ved bevidsthed ret meget og han synes måske vi skulle spare køreturen til begravelse. Alletiders, simpelthen great.

Tog en dyb indåndning, klistrede mor-smilet på og afhentede min datter i børnehaven uden at græde eller afsløre for meget personligt for personalet. Hvilket jeg ellers altid ender med. Sværger, de mennesker ved mere end I gør!

Tænkte lidt på, om jeg er ved at blive en gammel kyniker? Har endnu ikke grædt over de katte heller? Er jeg ødelagt?

Tog barn med over til maya, hvor hun legede med iris hele eftermiddagen, mens maya tog sig af mig. Og gav aftensmad. Kom hjem til uvidende og helt helt ubekymret kæreste, der malede køkkenskab og ikke engang havde ringet for at høre hvor vi var. Og kl. var altså næsten halv otte. Møgøre. Kunne han måske ikke overtage bare en brøkdel af min evne til bekymring?

Snakkede med min mor efter at klara var faldet i søvn, og så kom gråden. Og nu har jeg grædt og kastet op og grædt og kastet mere op (sorry maya´s chokoladekage) og til sidst fik jeg næseblod af opkast og gråd, og så stoppede det. Om ikke andet, satte det ligesom det med Møgøret i perspektiv og han blev sød igen.

Men det er ikke slut. I morgen skal jeg noget, som er for personligt til at jeg kan skrive om det, men det er stort og ubehageligt og jeg er nødt til at tage min søster med. Det har plaget mig i md´s vis, det kommer til at gøre ondt og jeg er nødt til det. Nej, det er ikke en tatovering jeg skal have fjernet. Nej. jeg skal heller ikke have opereret min mavesæk mindre. Hold så op med at gætte, skøre læsere.

Og når det så endelig er overstået, er jeg nødt til at overveje om vi skal køre hjem og tilbringe de næste dage på hospitalet. Men på en måde, kan jeg bedre lide at huske folk jeg elsker, som de var før de lå og døde. Jeg vil huske min mormoster som en glad, rund, selvstændig kvinde. Jeg vil huske hendes ærtemarker, hendes staudebed, hendes gammeldags hus. Hendes dagligstue, hendes varme og hendes livlighed. Hun var altid ubekymret, glad. Hun legede med os, mens min mormor bekymrede sig. Hun var til at snakke med. Hun virkede aldrig gammel. Jeg vil huske, at som barn virkede alle de ting vi foretog os sammen, som store eventyr. Og jeg vil huske, at jeg elsker hende og at hun virkelig, virkelig elsker mig.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

17 Kommentarer til Død og ødelæggelse

Skriv et svar til Karen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.