Døden

Det er noget sært noget med den.

Nu er vi hjemme igen, og mit hoved er usædvanligt tungt. Meget meget tungt, så jeg nærmest må slæbe det hen ad gulvet. Mit hoved er træt, tungt og forstår slet ingenting.

Vi kom hjem til fyn onsdag aften og tog straks videre til hospitalet, hvor et par af mine mostre vågede over mormorster. Hun registrede at vi kom, for da vi talte til hende, åbnede hun kort øjnene, men ellers døsede hun hele tiden.

Torsdag døsede hun konstant, og kl. 23.05 døde hun. Hun sov ikke stille ind, for hun ville ikke dø. Det gik alt for stærkt, og på trods af sin høje alder, havde hun ikke set det komme. Jeg har skrevet ti a4 sider om alt det her, men det meste er ikke passende for min blog. Min mor bad mig også skrive noget til præsten, som jo skal forfatte en tale, så jeg føler mig ærligt talt udtømt om emnet.

Fredag morgen tog vi ind og så til hende en sidste gang, men da var hun der jo ikke mere. Der lå bare sådan en tom skal. Meget meget mærkeligt. Hvad med sjælen? Hvor går folk hen, når de dør? Sjælen er jo ikke noget fysisk, så den dør vel ikke på samme måde som kroppen? Men hvad sker der så? Det ved man jo ikke, selv om mange muligvis har deres mening om det. Og alt det der med rigor mortis – jeg havde ikke regnet med at det ville føles så stift, så koldt. Hun så lille og ensom ud, og vi sad lidt og græd. Min mormor ville gerne at vi bad fadervor og sang lidt, så det gjorde vi. Det er meget hårdt for min mormor, for det er jo hendes lillesøster der er død. Det er forkert. Min lillesøster må f.eks. heller aldrid dø.

Resten af dagen brugte vi på bedemand og praktiske ting der skal ordnes. Bisættelsen bliver på onsdag, og det bliver kun mig der tager til den. Stoffer og Klara bliver hjemme, for hun er for lille til at forstå det. Vi har snakket med hende om det fordi hun så mormor og mig være så kede af det, men helt forstå det, gør hun jo ikke. Hun forstod dog nok til, at da jeg børstede hendes tænder lørdag aften, sagde hun, at jeg aldrig må blive væk fra hende, og at jeg aldrig må komme op i luften.

Men det kan jeg jo ikke love. Så hun fik den traditionelle smøre om, at det først sker når jeg er meget meget gammel, og at hun til den tid sikkert hellere end gerne vil af med mig, og at hun har sin egen familie når vi når dertil. Og så havde hun allerede glemt det emne igen, og koncentrerede sig om at synge Tornerose var et vakkert barn, med tandpasta i hele kæften. Børn er alletiders.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

24 Kommentarer til Døden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.