Dagens tilstand

Minuttets humør: nogenlunde.

Bedre end i går, i hvert fald. Måske hende zone-aku damen satte nogle nåle i mit punkt for ZEN? Under alle omstændigheder føles det bedre i dag. OG jeg har min tid til massage om nogle timer. Nårh ja, og den der ekstra tid til zone, hos en dame i Vanløse.

Måske hjælper det også at mærke jeres store engagement i min tilstand. Det er sødt af jer, som I gerne vil give mig dårlig mave 🙂

Jeg har også sovet helt fantastisk. Hverken Klara eller jeg har været oppe og tisse i nat! 

Og så hjalp det faktisk, på en obskur måde, at Suzy bragte astrologi på banen. Når nu vi var ude på et overdrev alligevel, så mente hun ligeså godt vi også kan tage det med i betragtning. Og her må jeg erklære mig enig. Intet overdrev uden astrologi.

For med det synspunkt i bagagen, så kan vi hævde, at det barn kommer præcis når det SKAL komme, for at blive netop det vidunderlige barn, det vil blive. Tænk, min mor gik 10 dage over med mig, og havde hun ikke gjort det, var jeg aldrig blevet sådan en herlig sankt hans aftens unge. Faktisk var jeg dårligt nok blevet krebs, og alle der kender mig, de VED bare at jeg ville slet slet ikke egne mig som tvilling. Jeg ville jo være et helt andet menneske så!

Og jeg gik 11 dage over med Klara, og havde jeg ikke gjort det, så var hun aldrig blevet sådan et skønt 070703 barn. Og selvom vandmænd er nogle herlige typer (min søster f.eks.), så er en stille, drømmende fisk nok bedre til Klara og jeg, der er krebse. Og en fisk bliver det først på den anden side af d. 18.2. Stakkels Kristoffer (atypisk skytte) – han får sin sag for, med alle de tudvorne kvindfolk (følsomme vandelementer) i husstanden.

“Generelt om Vandmanden

Frihed og uafhængighed er nøgleordene hos Vandmanden, ligesom venskaber og gruppeånd også er vigtig, men som Vandmand er man ikke én af flokken – man er én. Det viser de så på en lidt provokerende og oprørsk måde. Det kræver en del af omgivelserne at forstå, at de ikke prøver at være vrangvillige, men blot giver udtryk for deres selvstændighed.

De er fulde af ideer og tanker om fremtiden, ja nogle af dem er endda forud for deres tid, eller formår at præge samfundet i den tid de lever i. Vandmanden elsker pludselige forandringer og der sker altid noget uventet i deres nærvær. En Vandmand kan arbejde utrætteligt med opfindelser, og lader sig ikke stoppe af modstand.

Kærlighed

Vandmanden knytter stærke venskaber, der ikke må forveksles med forsøg på utroskab, de er en trofast partner, men behøver luft omkring sig. Forfør dem med lange diskussioner om politik og samfundsforhold. De siger sandheden, men kan være lidt klodsede på kærlighedens arena.

Generelt om Fisken

Fisken er en drømmer og kan derfor virke både hemmelighedsfuld og verdensfjern. Her er ingen ønske om at nå til tops på karrierestigen, eller interesse i en akademisk verden af ideer. Omgivelserne har tendens til at opfatte dem som en eneboer eller en fantast. Eventyrlysten er udpræget, om end disse eventyr ofte foregår inde i deres eget hoved.

Fisken er følsom og de kan se dybt ind i andre mennesker og er nysgerrige. De har ikke den bedste ordenssans, men til gengæld er dette jo et symbol på kreativitet og her er Fisken de andre tegn overlegen. De er utrolig kreative og kunstneriske, tiltrækkes ikke af almindelige jobs, men ønsker nærmest et kald eller en mission.

Kærlighed

Det intense følelsesliv giver også dybde i kærlighedslivet, hvor de er meget romantiske og sentimentale. Den seksuelle side af kærligheden er af stor betydning og han/hun er en god elsker. Du kan regne med at få et forhold fuld af overraskelser, både følelsesmæssigt og økonomisk.”

Kilde: www.stjernesvar.dk

Hmm… måske er en vandmand alligevel bedre? Måske ville jeg som mor, blive ret utålmodig med min lille fisk, hvis den ikke vil have nogen karriere og ødsler med økonomien? Det kan vi krebse ikke lide.

“Generelt om Krebsen

Krebsen er følelsesmæssig letpåvirkelig, men også selvsikker og udholdende. De har stor medfølelse for andre og en stærk intuition, der findes ikke den hemmelighed, som en Krebs ikke kan afsløre, hvis de ønsker det. En typisk Krebs, bryder sig ikke om at diskutere deres eget privatliv, men elsker at høre om andres. Måske derfor føler folk instinktivt, at Krebs er de rette at komme til for at få gode råd, fordi en Krebs kan lide at tage sig af andre, dette gælder ikke mindst deres familie, som er det faste punkt for alle.

Erhvervsmæssigt støder man tit på en Krebs i omsorgsjob/socialt arbejde, eller de formår at bringe det moderlige islæt ind på arbejdspladsen.

Kærlighed

En Krebs kaster sig ikke om halsen på nogen, uden at granske partneren omhyggeligt, men til gengæld giver de heller ikke slip på et så velovervejet forhold. Enten holder de af at tage sig af partneren, eller de forventer en moderlig omsorg. En stærk lidenskab med venlighed og sympati.”

Hahahaha citat “En typisk Krebs, bryder sig ikke om at diskutere deres eget privatliv” – nej, vi kan ikke lide at diskutere det – men vi har absolut ingen problemer what so ever, med at skrive om det på internettet! 😀

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

13 Kommentarer til Dagens tilstand

Skriv et svar til Lone Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.