Dengang jeg fandt et barn…

Der var engang, hvor jeg var i Jylland. Det var i slutningen af juni. Det var for at besøge M og den nye vidunderlige LL cool baby. Jeg kørte med AB, og vi var også sammen med Trine, Anne og Sidsel. Altså lidt et bloggertræf. Med undertoner af baby.

Dagen efter selve træffet, kørte AB og jeg ind til M, for at se mere baby og provinsshoppe lidt.

Shopping er bedre i provinsen af flere årsager. 1) Det er ofte ejeren af butikken selv, der står bag disken. Dette udløser ofte en væsentlig bedre og mere engageret service, end den man f.eks. får af de utallige helt ligeglade teenagere i Kbh. 2) De forstår at holde udsalg. Man kan finde ting sat helt ned, med 70 procent. 3) De ting der er til overs, til udsalget, er tit de fede ting. Folk i provinsen (og nu kommer der en mega grov generalisering) vælger ikke så ofte de samme ting som er smarte i Kbh. Så ting jeg er gået forgæves efter i Kbh. er ofte tilbage i min str. et sted i provinsen. Og det siger jeg altså fordi jeg ofte oplever det, og ikke for at disse nogen fra provinsen. Jeg er sikker på at I alle sammen har en dødfancy tøjsmag.

Nå. Men der kom vi gående, ned af gågaden. AB, M, LL og jeg. Jeg bemærker en lille lyshåret pige, der går foran os. Hun tuller afsted, lidt ældre end Agnes. Nå, tænker man så, det er nok hendes mor, der står og kigger på det tøj derovre. Hm, men nej, det var det ikke. Nå, men så må det være hendes far ham der med klapvognen… næh, heller ikke. Og pludselig bliver jeg sikker på, at hun ikke hører til nogen. Og alle andre tror, hun hører til os, fordi hun går lige foran os. I flere minutter ned af gågaden.

Til sidst kan jeg ikke klare det længere, og hun begynder at søge hen mod en sidegade for at forsvinde helt, og så går jeg hen til hende og spørger hvad hun hedder og hvor hendes mor er. Hun svarer slet ikke, og kigger bare på mig. Jeg prøver igen, og AB prøver, men pigen siger ingenting. Efter lidt tid, siger pigen så pludselig “ich heise Noah (Nora? Jeg ved det stadig ikke)”

Nå, men så må man jo hive sit skoletyske frem, og vi finder ud af at hun er 3 år, bor i et sommerhus med sine forældre, sin storesøster på 5 og sin lillebror som er helt lille. Og de har en tvillingeklapvogn med. Det er da noget man kan lede efter, men selv mens vi står her og snakker med hende, så forstår jeg ikke, at hendes mor eller far ikke er kommet løbende for længst. Jeg mener, der er gået 10-15 min. siden jeg først så hende, og jeg hører ingen hysterisk skrigende forældre løbe op og ned af gågaden. Og så stor er den gågade da heller ikke.

M ringer til sin Panserbasse, og spørger hvad man gør, når man finder et barn på gaden. Han synes, vi skal lede lidt mere efter forældrene og ellers ringe til det lokale politi og spørge om de har fået en efterlysning ind. Vi går så tilbage, op ad gaden, for det var jo dér hun kom fra. Men vi går og går og der er stadig ingen skrigende, grædende forældre, der løber rundt og river hår ud af hovedet på dem selv. Jeg forstår det ikke.

Og jeg tænker hele tiden på dengang med hende der Madeleine, og hvilken slags mennesker der findes i verden, og hvad nu, hvis det ikke var sådan nogle søde småbørnsmødre som os, der havde fundet Noah/Nora først. Jeg ved godt det ikke nytter noget, og at risikoen er meget lille. Men ting sker. Jeg tænker også stadig på den der pige der døde i den bil, hver eneste dag når jeg får fri og sætter mig ind i min kogende Toyota. Sådan er jeg bare.

Noah/Nora snakker løs på tysk, og vi fatter ikke et klap, men hun virker glad og tilfreds og AB har taget hende op på armen. Jeg tror, vi alle sammen var bange for, at hun skulle blive væk igen.

Endelig, helt oppe for enden af gågaden, et godt stykke før dér hvor vi først så pigen foran os, kommer der en mand hen, og tager pigen ud af armene på AB og siger noget a la “aii, Noah”. Først er jeg mega skeptisk – kan det være en fræk børnekidnapper?? Men okay, han kender hendes navn og han tager hende ud af armene på AB – det havde han vel ikke gjort, hvis han ikke genkendte hende som sin egen…

Desværre kan jeg ikke nok tysk til at give ham en reprimande, men det havde jeg helt ærligt lyst til. Jeg synes slet ikke, han virkede chokeret nok. Hans barn var væk i hvert fald i 15 min., sandsynligvis mere, og han var bare sådan, nårh okay, fint i fandt hende. Det virkede som om, de først lige opdagede at de ikke vidste hvor hun var, da de så hende i armene på en fremmed.

Og sådan gik endnu en nervepirrende spændende dag, i provinsen.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

12 Kommentarer til Dengang jeg fandt et barn…

Skriv et svar til julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.