Det første smil

Okay, så skider jeg på hvad videnskaben mener om den sag, men Agnes smilede altså til mig i går. Bevidst. Hun så på mig, hendes øjne var åbne, hun var ikke ved at prutte eller skide eller have ondt i maven eller noget som helst med ticks eller nervøse trækninger eller noget.

Hun smilede til mig. Og jeg smilede til hende. Og så var det væk igen. Men ihh, hvor er hun smuk, når hun smiler.

I nat sov hun fra 24 til 04, og det ville have været stort og fantastisk – og hårdt tiltrængt for mor her – hvis ikke Klara så var vågen to gange i det samme tidsrum. Første gang fordi hun ville ind til os og sove, og anden gang fordi hun skulle tisse.

I dag skal Agnes til zoneterapi en gang mere, og så tror jeg vi har nappet det i starten. Hun virker i hvert fald meget gladere når hun presser nu, og der kommer også noget ud når hun gør det. Det kender man jo fra sig selv, at det opleves som en stor fordel.

Ellers sker der ingenting. Jeg fik sushi i mandags.  

Nårh jo, og så har jeg udviklet en ny frygt. Fordi der er altid plads til lige en bekymring til, ikke?

Nu hvor jeg har to børn, og en far til dem som tilsyneladende ofte er ude af huset om aftenen (så skal han i bio, så skal han lave musik, så skal han træne fodbold, så skal han til generalforsamling i ejerforeningen etc) så er jeg blevet meget bekymret for ildebrand.

Hvis nu branden opstår i underboens køkken. Og breder sig opad. Hvordan skal jeg så, med en baby, kunne komme gennem mit køkken – som ligger over underboens – og hen til Klaras værelse og redde hende ud? Med en baby? Det er som om en voksen ikke er nok til at mandsopdække to børn.

Vi har en røgalarm der i høj grad virker – det demonstrerer den hver gang vi steger bacon… men jeg er også ude i noget med, at der måske skal være en rebstige til rådighed på Klaras værelse, så vi kan komme ud af hendes vindue? Men igen – med en baby???

Og hvad, hvis man skal vælge? Hvad, hvis man kun kan nå at redde en? 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

7 Kommentarer til Det første smil

  1. PassionPopsicle skriver:

    Julie, altså, man gør det jo fordi det gør man bare. Med to børn i et brændende hus så redder du også to børn. Om du så skal bære Agnes mellem tænderne og Klara under den ene arm, så gør du det. Fordi du er en mor. Til to.

  2. Sanne skriver:

    Til den slags frygt er der kun en løsning – at finde på løsninger. Du drager i Ikea og køber dig tilpas mange rebstiger til at de kan ligge ved hvert vindue. Så køber du et par tilpas store rygsække, som du forer med tæpper. Og så er du simpelthen beredt til hvis der går mere end røg i køkkenet nedenunder. 🙂
    Jeg er ikke bange for ildebrand, men jeg har en underlig vane med altid at orientere mig efter flugtveje. Heldigvis er vores hus indrettet som den snedige rævs hule – med masser af udgange.

  3. Bloggerella skriver:

    Nu ikke flere bekymringer! Du har da den der koala-dims – den må du da kunne bruge i den (for)tænkte situation om ikke andet til at hejse Klara ned?

  4. Angelika skriver:

    Jeg stemmer også for koaladimsen, og så Klara om på ryggen og bare UD. Smart smart.

  5. Just i går bestilte jeg en brandslukker og et brandtæppe gennem mit arbejde for 550,-
    Det føltes rart.
    Men nu er jeg også sådan en halvparanoid livrem-og-seler-type.

  6. Moster Tulle skriver:

    Bekymringer er naturlige….goes with the territory….Køb et kraftigt tov, sæt det fast i væggen, så i kan komme ud af vinduet. I øvrigt mindes jeg at i har en altan?? Måske er det noget, jeg bare synes passer til mit indre billede af jeres hus, måske er det rigtigt….hvis det er tilfældet kunne man vel spare noget tid ved at stå derude og kalde på brandvæsenet? Og når det er sagt, så kan man meget mere end man tror, man kan få uanede kræfter når det gælder….det tror jeg du ville få hvis huset brændte og du skulle redde 2 børn

  7. Laila skriver:

    Den der med, at tænke på hvem du ville vælge at redde, kan du lige så godt droppe nu!! Det kommer til at slå dig ihjel hvis du skal gå og tænke på det.. Ved det af erfaring! Lige efter tsunamien så jeg en mor i tv, der havde måtte tage det svære valg der i vandet. Begge havde heldigvis overlevet, men forestil dig at måtte leve med det! Hver gang tanken nærmer sig, må jeg stoppe mig selv i at tænke mere på det!
    Derudover syntes jeg da det er en god ide, at forberede sig på det værste, med rebstige. Klara kan godt selv kravle ned hvis du er lige bag hende og Agnes ligger du selvfølgelig i slyngen! Problem løst ikk´? :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *