Er du skidt, skat? Har du skidt, skat?

Jeg er startet på det her indlæg flere gange. Det er blevet svært at være personlig, fordi min far sidder og læser det, og min svigermor og min søster og min arbejdsplads, min mødregruppe, alle mine veninder (undtagen maya, den dovne hund) og ind i mellem også min kæreste. Og nogle af hans venner. Og nogen fra Klaras gamle vuggestue. Gud og hver mand, mere eller mindre.

Så hvis alle de der kender mig, lige gider lade som om jeg er en fremmed, og dermed har lov til ikke at være perfekt i jeres øjne, så gør lige det. For jeg er ikke perfekt. Så sidder de frække af dem og griner og siger, at det vidste de da godt og hahahaha, hvor er det bare SKIDE morsomt. Men det er det ikke.

Lige nu er jeg f.eks. misundelig. På stoffer. Fordi han er en mand og ikke ammer og ikke har hormoner og gener, der modarbejder hans hjerne. Han kan stort set være sig selv, som han altid har været og som han har lyst til at være. Han kan blive inviteret til fester og gå til dem og drikke en øl eller to og grine og gennemføre en samtale i fred og ro, med jævnaldrende.

Jeg sidder her, i mit selvvalgte og højt elskede gyldne bur. Og ammer og har fået deller og er blevet gaaaaaaaammel. Og bager alt det skide brød. Og det er som om, der er lidt hud under mine øjne, som er begyndt at hænge????!

Når jeg i virkeligheden hellere ville sidde på the carribean og få en stor drink med frugt i og så cykle til islands brygge og spise sushi fra hatoba nede ved vandet. Og tale med jævnaldrende, uden afbrydelser og uden at det skal handle om afføring, søvn, amning, strækmærker, grød og mos eller bagning af alt det skide brød. 

Jeg har ikke noget imod ( – aj, for fanden, så bare fordi man tager sig 5 skide minutter i fred, for at skrive nogle tanker ned inden de er væk i aftensmad og børnetime og tandbørstning og godnathistorier igen, så brænder den forbandede hjemmelavede tomatsovs på, og så skal man også tage sig af DET – jeg er så færdig med at tilberede hjemmelavede og næringsrige måltider, mand) – nå, men jeg har ikke noget imod at min mand laver alt det han gerne vil. Hvorfor skulle jeg have det? Han er fri, han er glad. Men hvad med mig? Jeg kan sagtens tage ud, hvis jeg vil, det er ikke noget problem for ham. Kun for Agnes. Og det er jo anderledes lige om lidt. Så skal hun ikke ammes så meget mere og så får jeg min frihed igen. Men er jeg der så endnu? Kan det være for sent? Er jeg så stadig mig? Og har jeg overhovedet brug for al den frihed? Jeg har altid været sådan en “mit hjem er mit slot” type, der hellere stener på græsplænen med en G&T og nogle gode venner.

Jeg ved ikke, hvad det er jeg vil. Eller hvem det er, jeg er. Jeg er de her børns mor, og det fylder ret meget, både for dem og for mig. Men et eller andet sted inde bag ved efterfødselsfedtet og ammeindlæggene er jeg jo også stadig en kvinde, et menneske, mig selv. Julie.

Julie. Der ikke gider feste, men som heller ikke gider sidde hjemme. Der ikke gider tilbage på arbejde, men som heller ikke gider gå hjemme. Der ikke gider tabe sig, men som heller ikke er ligeglad med maven. Eventyrlysten tryghedsnarkoman. På randen af et eller andet. Spat?

Ps. jeg ved godt jeg bruger for mange bandeord. Sådan kan det gå. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

16 Kommentarer til Er du skidt, skat? Har du skidt, skat?

Skriv et svar til julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.