Første drøm om baby

Jeg har drømt og drømt som en gal, siden jeg blev gravid. Eller, altså, jeg har altid drømt meget og altid været god til at huske mine drømme, men det er som om at når jeg er gravid, så drømmer jeg endnu mere.

Det er længere, sammenhængende historier, jeg drømmer. Om alt muligt. Folk jeg kender osv. Og jeg har ventet og ventet på at drømme om babyen, for dengang jeg ventede Klara drømte jeg rigtig meget om baby i maven, og hver gang drømte jeg at det var en pige. Og så har jeg læst et eller andet sted, at nogen og 80 procent af dem som drømmer kønnet, har ret.

Nå, men i nat var jeg så på vej op ad et meget stort bjerg, sammen med to veninder. Maya og Caro. Vi skulle bare op ad det bjerg, for der var sådan en smuk udsigt, og det var meget vigtigt at vi fik set den. Jeg forsøgte at køre baby derop i en barnevogn. Ikke en specielt fornuftig disposition. Det gik dog nogenlunde, men jeg kom langt bagefter de andre. Til sidst blev det simpelthen for stejlt og jeg tog baby op, for at bære HENDE!

Yes, det var en pige! Først opfattede jeg det som om, det var Klara – for det er jo den pige jeg har. Men hun var kun en lille baby og hun så anderledes ud. Hun var lidt uhandy at bære, så de andre hjalp mig med at lave en form for slynge af et stort tørklæde, og så bar jeg hende sådan. Hun var helt stille og tryg. Hun sad bare og så sig omkring.

Da vi endelig kom op på toppen af bjerget, var udsigten helt fantastisk. Der var grønt på bjerget, og fra toppen kunne vi se mindst 7 andre bjerge, og oven over hvert bjerg hang der en helt tydelig regnbue. Vi opdagede også, at der var en regnbue over vores bjerg – vi stod faktisk lige under den. Det var meget meget smukt, selv af en drøm at være. Alle de der regnbuer var sådan meget tydelige, nærmest stiliserede. Som om nogen havde tegnet dem på med tusch.

Nå. Men jeg drømte altså det var en pige. Det håber jeg, jeg bliver ved med.

Ude i virkeligheden, sad jeg så fast i en kø på ring 3 i 45 minutter, fordi der var sket et uheld. Der kørte to brandbiler, en ambulance, en lægeambulance, to politibiler og en falck kranvogn forbi mig. Og til sidst begyndte jeg at tude, fordi det gør jeg bare, når jeg ser udrykningskøretøjer. Jeg kan ikke klare det der med, at nogen er kommet til skade. Det kan jo være nogens forældre, eller nogens børn. Eller nogens søskende.

Uff. Nå. Men der er en dag tilbage på arbejde, i morgen, og så har jeg endelig ferie. I to uger. Og det er så NU det gode vejr kommer!