For syg morgen, mand!

Sidder i sofa med dyne og macbook. Venter på kæreste, som er kørt efter morgenbrød og avis og kakao. Har tændt for ovnen og taget to kodimagnyler. Er næsten lige vågnet og er glad for at barn pt befinder sig langt væk i biograf, sammen med min moster. De ser Happy Feet.

Bortset fra at jeg tænker på hende, lige har skrevet om hende, og delvist frygter hendes tilbagekomst, så er det NÆSTEN som dengang man ikke havde noget barn. Vi har været til fest, vi kom sent hjem og vi larmede og grinte højt midt om natten, og om lidt skal vi se film og stene i sofaen.
Festen i korte træk.
Min søster fyldte 27. Vi tog først ud at spise, bare ham den anden og mig, inde på frederiksberg et sted, efter afleveringen af klara. Jeg fik noget woknudler med basilikum og kongerejer og kokosmælk og noget mere. Smagte glimrende, men i et retroperspektiv, ville jeg måske lige så gerne have haft sushi. Igen. Selv om jeg blev enig med mig selv om at prøve noget andet.
Festen var sjov. Jeg blev undervist af columbiansk fynbo i at tale med den lokale tingbjerg accent – som knap kan gengives skriftligt. Det er noget med at sige en masse wolla, q'ran, jeg sværger mand, den for syg, den fest! Den koster flere tusin' kroner, mand! Selv om jeg blev ved med at sige tingene med for fynsk accent, så endte det til sidst der, hvor jeg ikke kunne holde op igen, q'ran, jeg sværger! Den sprog fik sin egen liv, mand! For sygt! Hvilket var nær ved at ødelægge romantikken, da vi kom hjem. Tager ligesom luften ud af ens sexuelle tilnærmelser til ens kæreste, hvis man taler som en 16 årig ghettoknægt, så jeg måtte lægge bånd på mig selv. Men bare vent til mandag – jeg har besluttet at der skal være nord-vest uge på biblo! Q'ran, den bog står der'over, mand – den for syg, den bog!
Jeg opfandt også et udvidet projekt, sammen med min søsters ældste veninde, som skal gå under navnet øko botox. Det er noget med genbrug af fedt – ikke til sig selv, men til andre. Hun kunne f.eks. få lidt fra mine lår og min mave, til sin egen røv. Hendes røv var faktisk grunden til, at vi overhovedet kom ind på emnet, fordi hendes bøsseven havde cyklet bag hende, og rost hendes numse med ordene "du har sådan en dejlig lille røv, næsten som en drengs" eller noget i den stil. Og det er ikke nødvendigvis den form for komplimenter man som kvinde ønsker. Så fremover, skal han altid cykle forest, når de er ude. Og jeg skal have oprettet en fedtbank, hvor man kan donere sit overskud til de som er værdigt trængende. Var hylende morsomt, i gerningsøjeblikket. Måske skulle man have været der.
Og på et andet tidspunkt, var jeg så utroligt klog, at jeg fik et stort knus og et kys på kinden, fordi jeg havde en dyb snak med en anonym person, og fik sagt noget til vedkommende, som INGEN før havde sagt! Selv om jeg synes, det var helt åbenlyst og vedkommende har gået til psykolog og det hele. Men ingen har sagt det før, mand, jeg sværger! SÅ ordentlig klog er jeg nemlig, wollah q'ran!
Nå. Kingkong (altså filmen, ikke min kæreste), kakao og brød. 
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

5 Kommentarer til For syg morgen, mand!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.