Fremtiden

Nå, venner og veninder, så sker der måske noget.

Jeg har ikke turdet skrive om det, for man skal jo ikke skyde skindet før bjørnen er solgt og det der, og man må ikke afsløre sine ønsker osv. Men rend mig, jeg har så meget brug for at snakke om det nu. Har endda fortalt det til min mor, og så skal I jo også vide det. Fair skal være fair.

Vi ved jo godt alle sammen hvad planen er, ikke? Børnebibber og billig villa med fuld kælder, drivhus og vaskesøjle i Vordingborg. Og vi ved også, hvorfor det ikke er sket endnu. Job. Men så skete der det, sidst vi var i Vordingborg ved mads og karen, at de havde et udklip fra avisen. Bingo, mine damer og herrer. Drømmejobbet. Som jeg har ventet på i 1½ år. Det er ikke slået op andre steder, hvilket er sært, så i morgen ringer jeg derned og spørger om det mon er en fejl? Eller om jeg har fundet det i en avis fra et parallelt univers.

Og nu ved jeg godt, at der sidder en flok bibliotekarer derude og læser med, og jeg siger jer; i holder nallerne SÅ meget væk fra det her. Det er MIT job! Det er som skabt til mig, og jeg skal derned og leve mit liv og være en del af et aktivt lokal samfund, og bo i et hus og have plads til det hele og få et barn mere og en hund og nogle flere venner og blive kendt i gadebilledet, som hende der den lille exentriske københavner, som måske/måske ikke får udgivet en bog (en dag) og render rundt med en taske der er større end hende selv, som har et underligt navn. Tasken altså.

Ja, naturligvis søger jeg det. Selvfølgelig. Men altså. Har nu ligget vågen hver eneste aften siden jeg fik annoncen, og ikke kunnet sove og har haft kvalme. Tænk, hvis jeg ikke engang kommer til samtale. Tænk, hvis de har en eller anden møgbelortet vikar til stillingen i forvejen. Tænk, hvis himlen falder ned om ørerne på mig?

Men de negative tanker har dog ikke forhindret mig i at bestille et uvist antal salgsopstillinger på rare huse i prisklassen 1 mill til 1½. Med vaskesøjler. Og kældre, og børneværelser og pejse og udestuer og drivhuse og frugttræer og naboer og indkørsler og hvide stakitter foran. Og køkkenalrum'er. Og plads. Råderum.

Faktisk, og det her er jo helt vildt actionpræget, så handlede jeg i sidste uge på en reklame fra en lokal ejendomsmægler, som ville give mig et gavekort til føtex på 300 kr. hvis han måtte lave en gratis salgsvurdering på min lejlighed. Fint tænkte jeg, de penge kan vi da godt handle ind for, og det er da meget rart at vide, hvad 4. salen er værd, hvis det pludselig går stærkt og vi rykker. Mod jobstart i VordingB d. 1.1.

Han var her så i dag, og så på herlighederne. (Lejlighedens, ikke mine, slemme slemme tanker I har! Perverse læsere!) Så fik han alle de relevante papirer med (mere held end forstand at jeg fandt dem…) og så skal jeg ned til ham på torsdag og få mit gavekort og min salgsvurdering. Men i mellemtiden er jeg kommet til at tænke på, om ikke min eks (som er mægler) bare kan sælge den for mig? Så kunne jeg spare det der horrible salær sådan nogle typer tager. Eks'en skulle jo nok få noget for det, men ikke helt så meget som de der kæder tager. Og lejlighederne her i kvarteret sælger jo sig selv. Alle vil bo her. Alle. Og så en advokat på (sarah, var det noget for dig?? Eller kender du en god en?) Kan man ikke gøre det sådan? Jeg vil have alle mine penge selv, og købe nye møbler og PH lamper og putte en masse af dem ind i det nye lån, så vi sidder billigt i det nye store hus.

Nå, men det er ikke engang det hele.

For i dag er jeg så også blevet kaldt til samtale på det jeg søgte i Gladsaxe. Helt ærligt. Nu vil jeg jo ikke engang have det mere, så det kan lige passe at jeg får det. Men jeg vil ikke blive i Kbh. Jeg har ikke råd til at bo her. Jeg vil ud. Men det er jo en fin form for opbakning at jeg nu er kaldt til samtale på 3 ud af de 3 jobs jeg har søgt siden jeg startede på det der kursus. Så de har da virkelig gjort en forskel. Netværksstedet, under AJS. Alle ledige akademikere derude, sørg for at få det kursus!

Har ikke hørt fra dem i Odense endnu. Der var frist i dag.

Nå, men jeg har det sådan… sådan som om, der er lige ved at ske en hel masse. Som om jeg står lige foran målet. Og intet er sikkert. Der er jo ikke flere garantier i dag end der var i sidste uge, men nu har jeg ligesom fået lov til at række ud efter det jeg vil have, og så må vi se om jeg kan nå det. Jeg har det egentlig forfærdeligt. Ventetiden er for meget for mig.

Men det var rart at få luft, og nu ved I det. Så forstår I også bedre hvorfor jeg ligger mig ned og dør om en md når boblen brister. For det ville jo være for perfekt ikke? For godt til at være sandt. Hvorfor i alverden skulle det hele lige flaske sig her og nu, og så for mig?

Så lad os da tale om de nære ting. I dag sagde Klara "hva så dér, sutti" til den sorte kat. Jeg må lige have en snak med hendes far om de her hip-hop prægninger. I går sagde hun "det må jeg nok sige" til min søsters veninde, som spiste et sykke pizza her, før vi tog til Coldplay koncerten. Og da hendes far kaldte på hende, sagde hun "kommer lige om 5 minutter"… Nogen har en dårlig indflydelse på det barn…