Gruppeaktiviteter

Ikke altid lige mig. Gruppeaktiviteter. Kommer nok af en opvækst med friskole og lidt for mange emneuger, folkedanse-fester og ALT for meget stikbold og rundbold og andre torturlignende måder at “have det sjovt på.” Ved ikke hvorfor andre menneskers opfattelse af sjov absolut skal indebære, at mine briller bliver slået skæve? Haha, der røg 4000 kr. – skide skægt!

Nå. Men i dag skal vi have en gruppeaktivitet her på bloggen. Vi skal lave noget sammen! Rigtig hygge os, ikke? Det er søndag og vi sidder og stener og nogen af os har lidt for snottede børn, der ikke nødvendigvis lover godt for den kommende arbejdsuge. Lyder der ikke bare godt? Har I ikke virkelig lyst til det? Lad os føle os som en homogen masse, bare i 2 min., i stedet for alle de her individer ude omkring i verden bag skærmene.

Okay, så er vi igang. Kan I mærke det? Pludselig er I en del af noget stort, noget fælles. Ahh, verden er et lidt bedre sted at være.

Kan I huske Mette? Mette fra firmaet Mette:s Afrika , som gav mig en taske og er helt vildt sød? Historien om Mette er den, at hun er gift med en sydafrikansk mand, og sammen startede de firmaet. Det er et socialt bevidst firma, og den slags kan vi godt lide. Det er jo hele tre gode ting på en gang: shopping, tasker OG god samvittighed! Min lilla taske f.eks., som I jo stadig kan se herude til venstre – den er der en dame i sydafrika der har syet. Og så fik hun en ordentlig løn og nogle gode arbejdsforhold, og så var vi ALLE sammen glade! Den slags er jo vældig oppe i tiden, men jeg tror kun det bliver større endnu. Ligesom det der økologi.

Mette er nu blevet nomineret til prisen Fun Fearless Female Iværksætter af bladet Cosmopolitan. Man kan læse begrundelsen for nomineringen og meget mere HER. Der er også en masse andre seje kvinder, som er nominerede, men dem synes jeg ikke vi skal tage os af. Og husk, i dag gør vi tingene sammen! Socialt bevidste, ikke? Jeg synes, vi alle sammen skal stemme på Mette af flere årsager. Lad mig liste dem i vilkårlig rækkefølge:

1. Jeg kender hende. 2. Jeg siger I skal. 3. Hun har fået 2 små børn samtidig med at hun bankede den der virksomhed op. 4. Hendes tasker er fede. 5. Sydafrika fortjener lidt medgang. 6. Solen skinner i sydafrika og der er gode bademuligheder, men vi skal ikke være misundelige på dem. Vi skal stemme på dem! 7. Mette har briller og er alligevel cool – ligesom mig! 8. Mette skal til at samarbejde med Danida. 9. Springbukke styrer for vildt! 10. Mettes firma hjælper undertrykte kvinder til bedre levevilkår, samtidig med at de syr tasker til os.

Hvad gør vi så nu? Jo, vi tæller til tre, og så tager vi mobilen frem. Og så sender vi en sms til 1231, hvor vi skriver: COSM FFF 16 

Og skidt med at det koster en krone eller noget. Come on, vi HAR jo den krone. Det har taskedamerne i sydafrika måske ikke, vel? Altså, ikke sådan at kronen går direkte til dem. Den går jo til et eller andet teleselskab. Mere naive er vi heller ikke. Men Mette skal vinde den her, det synes jeg virkelig. Og jeg håber I vil hjælpe mig. Lad os vise alle, at ikke alene er I de sødeste, mest nuttede bloglæsere i verden, nej, I har også MAGT! I kan styre begivenhedernes gang, fordi I er mange! I har MAGT! MUUAAHA ha HA HAAAAAA! Og tak.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

19 Kommentarer til Gruppeaktiviteter

Skriv et svar til Julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.