Høj på Coldplay

Høj på musik, høj på livet. Ja, tilgiv mig lige mine store armbevægelser, men et eller andet skal man jo have som gør det for en. Jeg ryger ikke, jeg drikker meget sjældent og jeg gør ikke i det der med narkotiske stimulanser. Men koncerter! Ih, altså. Den der masse-stemning, masse-psykose om man vil. Jeg ville sikkert egne mig glimrende som lemming og kaste mig ud over klipper sammen med resten af flokken…

Coldplay. Jamen altså. Var de bedre end REM? Det var sq God damn close, siger jeg jer! Man kan ikke rigtig sammenligne dem. Jamen Julie – var de bedre end U2 da?? Arjj, hold nu op. Nu stopper I. I skal jo ikke blive latterlige at høre på, vel?!!

Og så alligevel… Der er jo noget over de her mindre koncerter med omkring 10.000 glade fans, som de enorme stadion koncerter bare ikke kan leve op til. Så hvis U2 i Forum var et 10 tal på en skala fra et til ti, og U2 i parken var et 8 tal på samme skala, så er Coldplay et meget stort 9 tal. Og det eneste de kunne have gjort bedre var, hvis de rent faktisk VAR U2.

Første del af den første tredjedel af koncerten var sådan lidt la-la opvarmningsagtig, men så skete der det der udefinerbare magiske og så blev det bare pisse fedt. De spillede alle de gode numre, og en del af de mere stille tog de sådan halv-akustisk helt ude foran på scenen, med mundharmonika og "vi er jo bare et gymnasie-drenge-band attitude". Chris Martin talte enormt meget til publikum og var underholdende. Lyssætningen var fin og passede til det hele, og rigtig ofte bad Chris om at få alt lyset tændt, så han kunne se alle folk, og se hvordan hele salen bare kogte.

Vi stod perfekt. Min søster og jeg er jo sammenlagt omkring 2.5 meter høje eller sådan noget, så vi kan ikke rigtig det der med at stå inde midt i en crowd og hoppe. Det dør vi på. Og vi kan ikke se en disse. Så vi skal enten HELT op foran (som vi var til U2 i forum! DET var ekstase!!) eller også skal vi ud til siden eller op ad. I forum er det bedste at skynde sig op på balkonen. Og helt hen i siden. På den måde kommer vi til at stå lige ud for scenen, oppe over den, og kan se ALT. Scenen og de optrædende kunstnere, folkemængden der går amok, besvimede mennesker der bæres ud til samaritterne, lysshow – alt. Og lyden er ok, faktisk bedre, fordi det ikke er så højt og vi behøver ikke have ørepropper i (jo, vil nogen mene her, det burde I have hele tiden, Julie! Ja, so what, sagsøg mig! I laugh at the face of danger!) Og oppe på balkonen, lige bag os, er der dametoiletter uden kø, garderobe uden kø og bar uden kø. Jeg fatter personligt ikke, at samtlige 10.000 gæster ikke gerne vil stå deroppe? Men det vil de måske også nu, hvor jeg har afsløret hemmeligheden… damn it alexis!

Nå, men vi stod altså perfekt. Chris Martin vinkede til os, og kunne SE os. (årh gider du lige julie, spar os, det kunne han da ikke) JO, han kunne! Det kan godt være at jeg elsker at overdrive for den gode histories skyld, men spørg min søster!! Hun har slet ikke samvittighed til at lyve (hvilket heldigvis aldrig har været et af mine (mange) problemer…) – og hun vil sige det samme som jeg siger nu; han så os. Han vinkede til os. Lær at leve med det!

Godt to timer i himmerige, og så sidder man bare her nu. Det er så antiklimaktisk.

Måske man også burde nævne opvarmningsbandet med et par ord. De var i hvert fald anderledes. Lige da de gik på tænkte jeg, nå for søren, så har de da vist fået jean michel jarre til at varme op??? Men så løb den her lille kvinde på scenen iførst sort catsuit, hidsig pink kappe, der stod ud fra hendes spinkle krop som et par sært plisserede vinger, og 10 cm høje sølv plateausko… Faktisk havde hele bandet sølvsko på. Hun havde en puddelpermanent der ville have fået selv de mest voldpermanentede håndboldtøser hjemme i mit barndoms GOG-land til at fnyse af misundelse og smide deres H2O badesandaler efter hende. Og så sang hun meget højt, som i skingert. En bizar form for firser-disko-techno. Lidt Kraftwerk, lidt discoqueen. Og det særeste var sq næsten at man stod der og fandt sig selv med et skævt smil på læben og egentlig godt kunne lide dem. På den overraskende måde. De hedder Goldfrapp og jeg havde vist egentligt hørt nogle af numrene på P3.

Åh, men tænk, hvis man kunne være til Coldplay koncert en hel dag i træk. Tænk lige, hvis nu man var Gwynneth P, og han skrev de dér sange til DIG! Kæft, hvorfor sker den slags ikke for mig? Så ville man også rent faktisk se godt ud med midterskildning… Det er da værd at tage med?