Hænderne op

– alle de der er glade for at være færdige med ferie?

Jeg er ikke selv helt færdig. Jeg har nemlig selvindsigt og erfaring, og derfor har jeg planlagt det så jeg afspadserer i dag. Helt alene. De små nuttede børn har været hjemme i 10 dage, så de er afsted i deres respektive institutionelle rammer i dag, og jeg sidder her. Alene.

Og læser statusopdatering efter statusopdatering og blogindlæg på blogindlæg, fra mødre der er trætte. Det er hårdt at være sammen med sine børn og anden familie i så mange dage. Man er aldrig alene. Man smører mad på mad og tørrer røv på røv, og der er hele tiden nogen der snakker. Spørger om noget, vil noget, forventer noget, bare siger noget.

Jeg vil godt være flot og sige, at alle – alle – de kvinder jeg kender, der har børn, er gode mødre. De er også gode kvinder, og jeg synes ikke nogen af dem passer i den kasse med over-selvopofrende curlingmødre, man af og til læser om i medierne. De kvinder jeg kender er stærke og selvstændige og kender dem selv. De forstår godt at sige fra og finde en balance og være realistiske. De har også alle sammen mænd som er gode, nærværende fædre. Som ikke holder sig tilbage fra at tage deres del af slæbet.

Men hvorfor er det så alligevel, at der sidder så mange af mine venner og bekendte derude og er trætte nu? Og hvorfor er de allesammen overbeviste om, at de er alene om den følelse? At de er den dårligste mor i verden, at de er de eneste der ikke orker 10 dage med alle de familiemedlemmer omkring sig? Hvorfor har de her dygtige, veluddannede, stærke kvinder så svært ved at sige “jeg går lige i haven – alene!” eller “jeg går lige ind og læser – bag lukket dør, i en time!”

Hvorfor, er det så forbudt for dem at ønske at være alene ind i mellem? Hvorfor giver det dem dårlig samvittighed?

Jeg siger nogen gange til mine børn “hold lige op med at snakke – der løber blod ud af mine ører!” Og så holder de op – i et splitsekund. Gør det mig til en dårlig mor? Det synes jeg ikke. For det første er mine børn flasket op med ironi, så de ved godt at der ikke bogstavligt talt løber blod ud af mine ører. For det andet, synes jeg det er helt i orden at stå ved sine følelser. Hvis man har brug for fred og alenetid, gør det da ikke en til Hitler eller noget? Er det ikke et behov de fleste af os har, i større eller mindre grad? Og man er i mine øjne en ringe rollemodel, hvis man ikke viser sine børn hvem man er. At det er okay at have brug for alenetid.

Er det mon derfor de her kvinder på min alder ikke bryder sig om at vise det? Har de ikke lært det hjemmefra? Viste deres mor dem ikke, at hun ind i mellem fik nok? Det ved jeg ingenting om, men jeg ved, at min mor aldrig har lagt skjul på at hun har det fint med at være alene i sit eget selskab. Og det har jeg heller ikke.

Og er det noget andet for mænd? Jeg ved det ikke. Hersker der måske en opfattelse af, at det er mere “normalt” for en mand, at have brug for at være alene? Min har i hvert fald ingen skrubler over at indrømme, at han gerne vil alene i kælderen ind i mellem. Og jeg kan da også huske fra min yngre dage, når man fik en ny kæreste, at det var den generelle opfattelse, at man ikke kunne ses hver dag, fordi manden havde brug for at være alene. Og at kvinder var de der klæbende typer, der ville gøre alting sammen og sidde lårene af hinanden.

Kvinde der læser dette: du er ikke alene. Du er ikke en freak. Du har lov til at have de behov du har. Og selv om Maude var en karikatur, en vi grinte af, så er det okay at kopiere hende. Gå op og læg dig. Gå ud i haven. Gem dig bag en bog. Du har lov til at have brug for pauser. Og hvis min lille kvalitative undersøgelse i dag tæller for noget, så har alle det ligesom dig. Alle.