Hjemme – nu kun med et barn.

Okay, så er der nogen der prøver på at bilde dig ind, at det ikke er spor meget sværere at have to børn. Piece of cake. Man har jo allerede alting, siger de, og man er vant til at indrette sit liv efter et barn og man har allerede købt en station car og mistet de fleste af sine gamle venner. Så barn nr. to gør ingen forskel. Siger nogen.

Og det tror man på, indtil man pludselig står dér, med kun et barn igen.

Klara er fyldt 6, hun har tabt en tand og pakket sin skoletaske, og nu bor hun hos sin farmor og farfar i en uges tid. Eller “så længe de gider have hende”, som aftalen officielt hedder. DE kalder aftalen “så længe vi kan undvære hende” og tror, at det er for vores skyld, fordi vi er pyllerforældre, der vil ringe hver dag og går rundt og bider neglene ned til knæerne af bar nervøsitet over om det nu GÅR???

Men jeg VED, at det i virkeligheden drejer sig om, at folk ikke tror, jeg mener det, når jeg siger at hun snakker så meget, at man til sidst har blod løbende ud ad ørerne. Når de opdager det, så sætter jeg mine penge på, at hun er hjemme senest torsdag.

Og faktum er, at når katten er ude, spiller musene konsolspil og spiser røde bøffer foran tv´et og glemmer at ringe til katten for at sige godnat. Ja ja, vi savner hende da virkelig. Det gør vi. Men vi hygger os også.

Det er MEGET nemmere kun at have et barn. Især sådan et lille et, der nok stiller krav, men som altid kan løftes op og fjernes, som ikke kan tale rigtigt og som man altid kan få til at sove. Vi har været længe oppe, set film, spist rødt kød som børn ikke kan tygge, været i IKEA og slapper generelt virkelig meget af. Man kan jo lige så godt få det bedste ud af det, ikke? Hjem skal hun jo nok komme igen.

Og jeg er næsten holdt op med at tænke på den baby i bilen, hele tiden. Næsten.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Hjemme – nu kun med et barn.

Skriv et svar til Anne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.