hrmpf

Nåmmen, jeg er på en eller anden måde bare blevet så sur. Og det hjælper slet ikke, at jeg også i dag har migræne. Og har brugt det meste af ugen på at være uheldig og komme galt afsted.

Jeg er sur over, at min lejlighed stadig ikke er blevet solgt, og at jeg ikke kan komme videre med den nye, fordi jeg ikke har nogen penge, fordi den gamle ikke er blevet solgt. Min nye seng står stadig i kasser op ad væggen, fordi jeg ikke har penge til madrasser. Mit køkken er stadig halvvejs revet ned, fordi jeg ikke har råd til at bygge noget nyt op igen. Mine megamussel tallerkener og mit smykkeskrin er i en eller anden flyttekasse et eller andet sted, sandsynligvis sammen med Klaras enhjørninge kostume, som vi snart skal bruge til fastalavn. OG jeg er tyk! Meget mere i dag, end i går. 
Og så ender det helt hundrede med, at når vi endelig engang om 20 år har fået lavet det køkken og samlet den seng og plantet hele haven til, så synes jeg ikke 3 værelser er plads nok mere, fordi jeg har fået et barn til, som enten hedder Esther eller Theordor eller muligvis Aisha, og så skal vi sælge den her lejlighed også og flytte igen, uden nogensinde "rigtigt" at have boet her.
Og stoffers bror ringede og sagde, at der var 3 gode jobs stoffer kunne søge dernede ved dem, men ting har bare ændret sig og nu vil jeg hellere gnave min ene arm af, end at flytte sydpå.
Og i mandags !!! – jeeeees, i mandags, wolla jeg sværger mand, jeg kunne have dræbt de gøglere! Måtte aflyse børneteater på arbejde, for 80 børnehavebørn allerede iklædt fuld vinterudrustning og stort set på vej ud af døren, fordi en flok gøglere med nykker brændte mig af. Os af. Jeg mener, hvis du gerne vil spille børneteater, så lad dog være med at lave dine kullisser så tunge, at du ikke selv gider slæbe dem. Og lad være med at komme en halv time for sent, så vores pedel er gået og ikke kan hjælpe dig. Og lad være med at sætte dig ned på din flade og freakin'glo i stedet for selv at begynde at slæbe ind. Og lad være med at KØRE en time før forestillingens start, fordi du nu ikke mener du kan nå at stille op. Lad være med det, med mindre du vil blacklistes som Besværlig i børnebibliotekarkredse. Og jeg er i bestyrelsen nu, mand! De kommer aldrig til at arbejde i den her branche igen! Deres kontrakt sagde ikke noget om, at de ikke selv gad røre en finger, og den sagde heller ikke noget om ønsket køn og muskelmasse på de påkrævede hjælpere. Ej heller stod der noget om, at de gerne måtte komme for sent. Men til gengæld kan jeg garantere, at jeg for fremtiden får indført en paragraf i alle mine kontrakter om, at vi ikke samarbejder med primadonnaer og at hvis man i det mindste ikke kan antage en professionel holdning til sit eget gøgl, så bør man blive klippet og få sig et ordentligt arbejde!
Og sådan har resten af ugen også været! Har kørt langsomt rundt i hagl og er kommet for sent. Og mandag eftermiddag mistede jeg endegyldigt min evne til at afstandsbedømme, og knaldede hovedet ind i en reol i netto og fik skæve briller!
Og i nat drømte jeg, at jeg kørte rundt i new york i en åben sportsvogn, hvilket overhovedet ikke giver nogen mening. Plus jeg blev vækket kl. 03.17 af Klara der ville ud at tisse, hvorefter jeg lå vågen i en halv time mindst, og lyttede til de polske gratisavisbude der skændtes nede på vejen. Var fandme næsten som at bo på amager igen.
Tror også jeg helt har mistet evnen til at blogge. Jeg kan ikke skrive om noget mere, fordi det ikke er anonymt. Jeg trænger til en helt inkognito bitchblog, hvor jeg kan skrive om alt det sjove/interessante. Men det kan ikke lade sig gøre, for jeg er alligevel ude af stand til at holde på en hemmelighed, især mine egne. 
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

27 Kommentarer til hrmpf

Skriv et svar til Julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.