Jeg havde helt glemt, hvordan det føles, at være SÅ træt. Pludselig kan jeg tydeligt huske, hvordan de første tre mdr. af den her graviditet var. Skal de sidste tre nu være ligesådan?
Jeg har slet ikke sovet i nat. Kun de første par timer, for der drømte jeg et eller andet uhyggeligt, som vækkede mig. Ellers føles det bare som om, jeg har været vågen hele natten, og vendt mig og været oppe og tisse. Og så har kæresten ligget og snorket og sagt lyde og svinget rundt med armene og trukket dynen af mig 1000 gange. Jeg havde det forfærdeligt kl 06, da jeg hørte skraldemændene komme nede i gaden og solen skinnede. Og han fik dårlig samvittighed, for han sover som en sten og opdager først, hvad der er foregået når jeg fortæller om det. Men det er jo ikke med vilje. Han er bare meget aktiv når han sover.
Og alligevel sidder jeg nu her på mit arbejde. Jeg ser sandsynligvis præcis ligeså uoplagt ud, som jeg føler mig. Det eneste jeg tænker på er, hvornår jeg kan sige, at nu er jeg altså nødt til at tage hjem for jeg kan ikke holde til mere.
Jeg er svimmel, har kvalme, er træt. Det gør ondt i min venstre balde og i min lænd. Det strammer over maven og under brystet og det er ligesom om, jeg bare ikke kan få luft nok ind. Det eneste jeg har lyst til, er at ligge ned og lukke øjnene og bare være i fred.
Og hvor er sådan et børnebibliotek dog et larmende sted. Der er en hel børnehave nede ved billedbøgerne og de LARMER. De dage er ovre, da man som bibliotekar bare kunne løfte pegefingeren og hvæse SCHYSSS med et ondt blik. Og tænk, så går jeg og glæder mig til selv at få sådan en. De kan garanteret larme ligeså meget alene, som de gør i flok. Hvad har jeg dog rodet mig ud i??
Og så er der en hel 9. kl. her, som skal skrive projektopgave. Åbenbart alle om Australien. Så fat dog, at hvis nogen har taget alle bøgerne om Australien, så er der ikke flere!!! Og vælg dog forskellige emner. Du godeste.
En eller anden dag går min bebs også i 9. kl. Håber hun bliver noget klogere end dem jeg møder her… Selvfølgelig gør hun det! Med den mor?!! Hun bliver nok statsminister/supermodel/geni. Kan folk overleve en graviditet uden selvironi og sort humor?
På Torsdag kommer mine forældre hjem fra Guatemala. De skriver, at de har købt vanvittigt mange gaver til bebsen. De snakker om hende flere gange dagligt, fordi de hele tiden ser et eller andet sjovt eller sødt, og så siger de til hinanden og til min søster, der er sammen med dem, at det ville lige være noget for Klara! Og hun er ikke engang født endnu, den forkælede unge 🙂
Jeg glæder mig til hun kommer ud. Og jeg glæder mig til at gå på barsel om en md. Håber ikke, det bliver alt for varmt i april, mens jeg stadig arbejder, for jeg kan mærke, at når jeg har været her en hel dag, så hæver mine fødder og hænder. Tænk så, hvis det oven i købet var varmt også!
Men heldigvis er jeg ret sikker på, at hun har det fint, selv om jeg har det elendigt. Hun sparker som hun plejer og der er ingen plukveer – ikke i dag i hvert fald.
Vi skal til JM for 3. gang på torsdag og jeg glæder mig til det der med at hun skønner, hvor meget fosteret vejer og til at høre hjertelyden igen.
kh julie, 27+4