Indlæg nr. 700

Velkommen til indlæg nummer 700 her på bloggen. En blog som nu er et år gammel. Men altså – alle indlæggene er ikke skrevet her jo. En del har jeg flyttet over fra min gamle online babydagbog på ND. Nå, men altså – 700 – det er da også en slags mængde.

Jeg kan godt med det samme love, at indlæg nr. 700 ikke bliver særligt banebrydende. Der er nemlig ikke sket noget. Intet. Joh, jeg har da fået afslag på et par jobs og fået søgt et par andre, men det er jo intet nyt. Har fået læst et par bøger og købt et par nye. Overvejer stærkt at tage på udsalg, men ved godt jeg ikke burde.

Jeg har været vred på min kæreste, og er blevet god igen, men det er jo heller ikke på den måde banebrydende nyhedsstof. Rimelig trivielt faktisk.

Forventer stærkt at tage ud og træne med maya i morgen, men der er ingen garantier. Jeg er ikke særlig motiveret. Har godt nok fået virkelig fine biceps af al den træning i det forgangne år, men eftersom der ingen synlig forskel er på min mave, så er jeg ved at miste modet.

Er i det hele taget inde i en desillusioneret periode – og folk der følger virkelig godt med her, sidder nu derude og nikker, og siger til dem selv; nårh ja, julie, men du skal jo også have menstruation i næste uge! Det er da bare derfor. Lidt måske, men også fordi jeg gerne snart vil have et job. Det andet slutter 5.2. Vil bare hurtigst muligt ud af januar. Hvornår har januar nogen sinde gjort noget godt for nogen? Nej vel?

Bortset fra at min søster har fødselsdag snart og holder en fest. Hvilket altid er hyggeligt, men også altid får mig til at føle mig old-tusse-gammel, fordi jeg går med hæle på mine sko, øreringe der passer til farven på mit tøj og ikke ryger hash. Og aldrig så meget som har overvejet at få dreadlocks. Jeg er heller aldrig droppet ud af en uddannelse, eller har boet i en bil, eller et eller andet nedlagt fabriksanlæg ude på holmen. Jeg har ikke nogen hund, som jeg har reddet fra en narkoman heller. Min søsters venner er virkelig søde, men de er bare meget anderledes end mig. De gider godt at snakke med mig, men jeg føler mig altid så… normal? sammen med dem – på den kedelige måde. Selv hvis jeg slog mig løs og festede igennem og fortalte dem alle mine beskidte hemmeligheder, ville det virke helt utroværdigt. De ville tro, jeg bare prøvede at fedte for dem.

Nå, men altså – det er hvad der sker. Ingenting.

Nårh nej, bortset fra, at jeg blev interviewet i juleferien og forhåbentlig snart kommer i det der mama gravid blad. De skal bare ikke regne med, at de får lov til at tage billeder i dén her rodebunke! Jeg skal nok hanke op i mit afkom og komme til dem. Gad vide om man skulle finde sig en sponser frisør, som Singleton har gjort?