Ja, jeg bander…

Det gør jeg. Nogen gange har jeg gjort det her, i indlæg, for at give ord mere vægt. Eller for at gengive den rette stemning. Jeg gør det også når jeg bliver vred ude i virkeligheden. Eller i trafikken. Rigtig meget i trafikken faktisk. Road rage – det er mig. Men jeg skal nok holde det verbalt og inde i min bil, no worries.

Jeg ved godt, det ikke lyder pænt. Men jeg kan ikke altid lade være. Så sagsøg mig – jeg er menneskelig. Jeg bander, jeg vejer for meget og jeg indtager sukker. Og?

Nu er det så bare, at mine børn bliver ældre. 

Små børn er virkelig herlige – de lever jo ligesom i deres egen verden og passer sig selv dér. Man kan bilde dem alting ind, man kan holde dem udenfor rigtig meget og de ser og hører ligesom kun, hvad der egentlig passer dem.

Store børn… not so much. Nu er Klara jo snart 6 år, og selv om hun stadig tilbringer flere timer om dagen i sin egen make-believe world, med små flyvende lyserøde elefanter og usynlige venner og lange samtaler med disse, så tilbringer hun også mere og mere tid i den samme verden som os andre.

Vi ser således aldrig tv-avisen længere. Hun er meget bange for røvere. Altså – hun fatter konceptet så langt som at, hun er bange for dem og for at de skal komme her. Men vi kan ikke få hende til at fatte den del der går ud på, at de ikke stjæler små børn. Hun forstår ikke, at hun ikke er noget værd. For dem. Og hvad måske med de diamanter hun har fået af Oscar Emil??? Ja, den ene er af glas, men de andre er jo RIGTIGE!

Og jeg må så heller ikke bande mere. En dag jeg gjorde det i bilen, lød det tørt omme bagfra “mor, sådan må du altså ikke sige når der er små børn i bilen”. 

Desværre kommer denne bevidsthed for sent. Hun har samlet ord op. Hun ved godt hun ikke må bruge dem, for jeg er – ud over alle mine andre fejl – også helt upædagogisk korrekt og viger ikke tilbage for at indprente hende, at der er regler for børn og andre regler for voksne. Og at når hun bliver voksen må hun gerne bande, hvis hun virkelig vil. Og det mener jeg. Det må hun da selv styre, når hun bliver voksen. Skulle jeg sidde dér og belære hende, som 32 årig, om hvad hun må og ikke må sige? Nej vel?

Nå.

Men det jeg egentlig ville skrive var, at den anden dag sad hun så inde på sit værelse, sammen med sin lillesøster. Og Agnes er inde i sådan en nødvendig, men træls, periode hvor hun virkelig nyder lyden af sin egen stemme. Og at eksperimentere med den. Så hun råber. Og RÅBER. Og R Å W E R. Meeeeget højlydt. Og inerverende.

Stoffer står i køkkenet, jeg er i stuen, vi hører musik. Og Klara har helt klart ikke regnet med at vi kunne høre hende. Så hun læner sig langsomt over mod sin råbende lillesøster, holder sit hoved helt hen til Agnes, og hvisler ud mellem sammenpressede læber, med halvt hviskende / halvt snerrende stemme; “nu holder du krafteddeme KÆFT!”

Og jajajaja ja ja – det er da sååå forkert og vi sagde også til hende, at sådan taler vi ikke til hinanden herhjemme, det må man ikke, nix, biks, slut, forbudt!

Men nej, hvor vi har grint af det siden. Og fneset. Før vi følte det allesammen, vi ville allesammen gerne sige det. Men kun Klara gjorde det. Ikke at det virkede. Desværre.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

16 Kommentarer til Ja, jeg bander…

Skriv et svar til Det Forkromede Overblik Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.