Jeg er 1000 år gammel

– eller sådan føles det. Jeg er Egtved pigen, men uden bastskørt. Eller talje. Eller de der dreadlocks.

Tog til min søsters 30 års fødselsdag i går. Og jeg var virkelig en dårlig gæst. Jeg sad bare. Jeg sad, i ca. 4-5 timer, og så kørte jeg hjem igen.

Jeg mener, det startede allerede om formiddagen, hvor jeg vurderede at det var så koldt, at jeg kun ville komme ud til den fest, hvis jeg tog bilen. Så der røg det med at drikke noget. Og så kom jeg derhen og følte mig fed og overdressed og gammel. Og jeg kunne selv se, at de eneste gange jeg livede op var, når nogle begynte at tale om deres børn. Så nu er jeg åbenbart den type dame. Så ville jeg gerne være med. Heldigvis er der flere af min søsters venner der efterhånden har børn, og der var også en gravid til stede, og hun så næsten lige så død ud som mig.

Men jeg har jo ikke hendes undskyldning. Jeg er bare virkelig træt. Træt, tyk, flad, færdig. Jeg ved godt det ville hjælpe, hvis jeg var typen der løb en tur. Men så skal jeg købe løbesko og løbetøj, og ud over at det er dyrt, så synes jeg det er herrepinligt, som 33 årig småbarns mor at stå i en sportsbutik og forsøge at købe den slags. Så skal en eller anden skide frisk teenager fortælle mig om fordele og ulemper og støddæmpning og svedtransportering, og i sidste ende vil alle bukserne være alt for lange i benene og for stramme om livet. Og hvis det så lykkedes at købe noget – og finde penge til at financiere det – så skal jeg ud og løbe, og tænk så hvis jeg møder nogen jeg kender? Jeg vil miste al værdighed. Jeg ser så åndssvag ud, når jeg løber. Og jeg bliver SÅ rød i hovedet. Og lur mig, om ikke den eneste gevinst vil være enorme lægge og kæmpe lårmuskler, og ellers taber jeg ikke noget. Og alle vil kigge på mig, hele vejen rundt om damhussøen, og de vil tænke “tss, se lige det fede fjols, ved hun ikke at hun aldrig kommer til at tabe sig på maven af at løbe rundt her og se så fjollet ud?? Hvor dum er hun??

Nå, men så kørte jeg hjem og gik i seng og i dag føler jeg mig helt bagstiv, på trods af at jeg ikke drak noget, og ikke gik mere end en time senere i seng end normalt. Hvad fanden er det der sker?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

13 Kommentarer til Jeg er 1000 år gammel

Skriv et svar til Takashimaya Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.