Julefreden

Jeg hører stadig det nummer med The Rumour Said Fire på repeat. Hele tiden. Min mor er ved at blive skør af det, og på den måde er alt jo som det plejede at være, da jeg boede fast hjemme. Noget af det jeg tydeligt husker, er min mor, der ofte mente at alt musik jeg hørte var “meget ensformigt”. Har aldrig været enig med hende, for – det er det jo ikke. Gad vide, hvad hun så havde tænkt, hvis der havde fandtes techno og dance på sydfyn dengang… dét er da på en måde ensformigt. Mere end rock, altså!

Men hun slipper ikke, for i morgen kommer min speciale skrivende søster også til fyn, og hun har købt cd´en og SÅ skal vi virkelig høre det hele, på repeat. Så må min mor pakke Stig Rossen og julesangene væk!

Har været i Svendborg i dag, i fygesne og slud, men vi skulle købe julegaven til Klara fra mormor og morfar. Hun skulle have en rigtig skoletaske, som hun selv skulle være med til at vælge. Indtil nu har hun klaret sig med sådan en mindre rygsæk, men det blev påtalt til skole-hjem samtalen, at den altså ikke var stor nok. Jeg synes bare, det er lidt synd for de små børns rygge, at de skal slæbe så meget rundt. De har jo ingen bøger endnu, men jeg ved da af egen erfaring at: jo større taske, jo mere ubrugeligt lort. Jeg tør dårligt vende bunden i vejret på min egen taske pt. Tror det er lidt det samme med børn, bortset fra at det er værre for dem, fordi de også slæber rundt på rådne madpakker og sorte bananer. Gør jeg trods alt ikke.

Begge børn har nydt et karbad – hvem der dog bare havde badekar. Flexibath er godt, men efterhånden lidt for småt til en snart 2 årig og en 6½ årig. Selv med megen god vilje. Så har de spist opvarmet suppe, kogte æg og fiskefrikadeller. Agnes valgte at dyppe sin fiskefrikadelle i suppen, som de gjorde med brødet i år aftes. Yummi kombi.

Vi har bygget nisselandskab i vindueskarmen og ædt alle morfars hjemmekogte klejner. De er fandme også gode! Vi har også lavet konfekt, men marcipan har aldrig været min ting, så det får lov til at stå. Klara mente sagtens vi kunne drysse kagekrymmel på, så det er noget af det mest festlige konfekt jeg længe har set. Hun er total beskyttende overfor det og råber ad morfar, hvis han prøver at tage et stykke. Det er til jul!

Agnes ligger og sover sin lur, i sin varme pose, i barnevognen på den overdækkede terrasse. Jeg gad virkelig godt ligge derude. I den lækre pose. Det er min største drøm. En voksen str. voksipose og barnevogn, og så en daglig lur på 2-3 timer.

Om ikke så længe skal vi se Anne på Grønnebakken. SÅ ved man da, at det er jul. 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

9 Kommentarer til Julefreden

Skriv et svar til Therese Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.