Kære dagbog

Det går jo lidt op og ned med dagbogs funktionen her på bloggen. Nogen gange er den mere upersonlig og handler om bøger, og det har været en naturlig udvikling, som jeg er udmærket tilfreds med. Men den ER stadig en dagbog også. Og de gange hvor der foregår store livsændrende begivenheder ude i mit virkelige liv, som jeg ikke kan eller vil blogge om, så går det helt i stå med skriveriet.

Tilsyneladende kan jeg ikke engang anmelde en bog, hvis jeg ikke har rene linier. Og ja. Her har været lidt stille.

Måske er det ligegyldigt for andre, i det store perspektiv. Måske er det for reality show agtigt. Men det skal med, hvis der overhovedet skal være noget selvbiografisk over den her blog, og det skal med i mere end en bisætning i et tilfældigt indlæg om en bog. Og jeg tror heller ikke det er ligegyldigt for alle andre. Jeg ved der sidder en del, som har læst med i alle 12 år og jeg synes I skal vide det. Jeg vil gerne dele det, også det, med jer.

Kristoffer og jeg har valgt at flytte fra hinanden. Hvis du er en af dem der har læst i 12 år, så kommer det nok ikke bag på dig. Der har været optræk til det før, og det er gået op og ned, som det nu gør for de fleste i livet. Og nu er vi der så. Vi har prøvet alt. Der har været snak, parterapi af et par omgange, psykolog, mere snak, forsøg med det ene og det andet og endda en kort pause, hvor han boede et andet sted uden at nogen rigtig opdagede det. Vi har prøvet alt. Vi er bedste venner og det har vi været i mange år, men vi lever hvert vores liv og vi fungerer ikke som kærester. Så nu stopper vi det, mens vi stadig er bedste venner og ingen er bitre eller har såret den anden uopretteligt.

Vi er naive, måske. Vi vil gerne have den lykkelige skilsmisse, hvis den findes. Vi vil gerne være bedste venner og vi vil gerne være en familie for vores børn, selv om vi ikke bor sammen. Vi kan aldrig fortryde de her snart 13 år, for vi har jo fået de bedste børn i verden og givet dem en tryg og kærlig familie. Pigerne fik det at vide for et par uger siden, og de blev naturligvis meget kede af det. De tager det okay nu, uden meget drama, måske fordi de voksne gør? Vi bor stadig sammen, og kommer til at tage det roligt de næste par mdr. mens vi finder ud af det økonomiske og salg og køb og flytte osv. Vi har ikke travlt.

Håbet er at finde noget at bo i så tæt på hinanden, at de store børn kan rende frem og tilbage når de har lyst til det. Og så vi kan spise sammen og lave ting sammen og have en fleksibilitet, som vi alle fire har brug for. Hele den del gør mig voldsomt usikker, for det handler overvejende om ting jeg ikke kan kontrollere. Økonomi og boligmarkedet f.eks.
I det hele taget er jeg ude i det vildeste kontroltab og det passer mig dårligt. Det stresser mig og giver permanent knude i maven, men til gengæld har jeg tabt fire kg. Og fået øjnene endnu mere op for i hvor høj en grad jeg virkelig gerne vil kontrollere alt hvad der sker i mit liv. Hvilket som bekendt vanskeligt lader sig gøre, når jeg samtidig er mere interesseret i relationer end i såkaldt frihed.

Måske lærer man noget af sine livskriser. Måske gør man ikke. Måske er kriser bare noget lort, og jeg kan starte en skilsmisseblog der hedder Mit liv som fraskilt – det kom der intet godt ud af. Vi får se.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget , . Bogmærk permalinket.

43 Kommentarer til Kære dagbog

Skriv et svar til Marie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.