Kan du sige…

seperationsangst? Eller skal jeg stave det for dig?

Hænderne op, de der er trætte af at gå på toilettet med et mini-menneske på skødet? Man får jo total hård mave og stress af at skulle nå det hele på den halve tid, alt i mens hun sidder så tæt på ens ben, som hun nu kan komme, og jamrer, som om jeg havde tænkt mig at forsvinde ud gennem toilettet og for evigt forlade hende.

Hvis jeg sætter hende ned på gulvet piver hun. Hvis jeg ikke har hende på mig, piver hun. Hvis jeg forsøger at tage mit bryst med ud af soveværelset, piver hun.

Det eneste tidspunkt, hvor hun ikke piver, er kl. 04 om morgnen, hvor hun vågner og er super optimistisk og meget glad og frisk og gerne vil lege. Helst oven på mit hoved, for tænk hvis jeg forsvandt fra dobbeltsengen. 

Det mest provokerende i verden, er en mand der snorker. På trods af at hans knap 10 mdr. gamle datter uddeler flade lussinger til ham, og på trods af at hans kæreste ligger lige ved siden af og EMMER af vågenhed. Jeg er så vågen og så sur over det, at jeg simpelthen ikke forstår, han kan sove fra det. Eller at han ikke i det mindste bliver kvalt i min dårlige stemning, mens han sover. Men nej nej. Han vågner TIMER senere, og er lige så frisk, glad og optimistisk som sit yngste afkom. Og så bliver hun jo endnu mere lykkelig over at han endelig er vågen, for en frisk og vågen far er til alle tider sjovere, end en sur, forkølet mor, der gnavent insisterer på, at morgen ikke eksisterer før efter 07. Og SÅ står de endelig op sammen og “hygger” sig. Bvadr.

Så sådan er det.

Er der nogen, der gider gentage efter mig (så højt at vi selv tror på det, tak): Det er en fase, det er en fase, det er en fase, det er en fase, det er en fase, det er en fase, det er en fase, det er en fase.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

3 Kommentarer til Kan du sige…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.