Kaotisk sygedag

Eller okay, så er det heller ikke værre. Men altså, Klara blev syg med sit øre igen, og ørerlægen har ikke telefontid om torsdagen. Hold KÆFT hvor er jeg træt af, at det skal være så svært at komme i kontakt med de forskellige fagpersoner. Hvorfor kan man ikke bare sende dem en email?? Selv min bankmand og min ejendomsmægler har fattet at det er den eneste fornuftige måde at holde kontakten på.

Nå, men hun lå så der, som en varmeproducerende minireaktor, i min seng det meste af natten. Og gæt hvem der lå inderst og sov fra det hele, og gæt hvem der lå på de yderste 10 cm og ikke sov, men til gengæld bandede og svedte?

(sidespring – okay – hvem fanden er de to unge mænd der står nede på MIT fortov og drikker dåseøl?? VED de ikke, at det her IKKE er amager?? Jeg holder LIGE øje med dem!) 

Nå. Men så vågnede sygebarnet kl 6 allerede og jeg tvang kristoffer til at stå op med hende, for jeg havde ikke sovet hele natten, og kunne derfor ikke overskue at være alene med hende til kl. 23.30 i aften, fra 06 om morgnen. OG jeg er gravid! Og han skulle jo alligevel op og på arbejde og de har sommerfest i dag. Røvbananerne.

(okay, nu begynder de med deres “vi er unge mænd der drikker dåseøl HRARH HRARH HAHA latter” … skal man gå ned og sige noget? Bede dem pakke sig? Det er et pænt kvarter det her. Trods alt.)

Nå. Men så stod de op, og på besynderligste vis var alt hvad vi havde i køleskabet blevet for gammelt natten over. Inkl. to liter mælk. Så her har jeg så siddet hele dagen med det syge barn og haft intet i huset. OG jeg er gravid!

Det heldige er så, at hun alligevel ikke gider spise noget, fordi hun har feber.

Det uheldige er, at hun pylrer. Og jeg kan godt afsløre, at det giver for skarpe jag i mavsen at løfte på hende, så det tør jeg ikke gøre mere. Fik decideret ondt lige før, da hun pludselig skulle tisse, og jeg måtte kaste hende af mig i en akavet stilling ovre i sofaen. Hvor meget er det man må løfte? Ikke 16 kg. i hvert fald, vel?

Og så har jeg en gammel aftale med tre af mine efterhånden ældste venner. Vi skulle have været ude i weekenden, men så skulle een til polterarbend, een til sommerfest i nogens børnehave og en anden til TV2 koncert. Den fjerde skal også et eller andet, men om det er andet og mere end at lægge fliser på et badeværelse har jeg aldrig fundet ud af. Nå, men så vi rykkede weekenden til torsdag aften, og nu kommer de så her, fordi jeg ikke kan komme ud. Pænt af dem. Og heldigvis er her da hverken ryddet op eller støvsuget. Og det bliver der heller ikke. OG jeg er gravid.

Jeg har tænkt mig at hente sushi til aftensmad. Klara er lidt friskere og hun kan godt klare de 5 min. i bilen. Og det der med at man er gravid, det gør ikke noget. Man må godt spise noget sushi alligevel. For al den rå fisk er frosset i over 24 timer, så bakterierne er døde. Man skal bare holde igen med nigirierne med tun og satse på ruller. Mange ruller indeholder jo slet ikke rå fisk. Og hvis bebs ikke kan tåle sushi, så er det nok ikke den rette familie den har valgt. Klara elsker det f.eks. Hun kan godt spise sig mæt i det. Men hun har nu heller aldrig været kræsen. Hendes livretter som 1 årig var feta og oliven.

Aiii – hun sidder i sofaen og ser børmetime, og så ser hun over på mig og siger, nærmest klagende, som om det er virkelig hårdt for hende; “jeg ville ønske, jeg var ligesom DIG, moooaar!” Nåååårrhhh. Ikke kræsen og helt vildt sød. Alle pengene værd. Kan man virkelig forvente det held en gang til?  

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

6 Kommentarer til Kaotisk sygedag

Skriv et svar til mie høfler Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.