ja, så blev hun allerede seks uger. Det er utroligt så hurtigt tiden går! Hun smiler og ler meget nu og kan sige nogen lyde, mest en der lyder som "ojj". Den siges med åben mund og et skævt smil, som om hun er vildt imponeret over det hun ser. Især er hun imponeret af; sin far, sin mor, alle vinduer, en sort standerlampe fra ikea, en plakat af anton corbijn med Bono fra U2 på og en papegøje rangle fra lamaze.
Desværre er her stadig nogen skrigeture ind i mellem. Jeg tror ikke, det er kolik, for det er ikke på samme tidspunkt, ud over at det som regel er om aftenen. Men det er meget forskelligt, hvor tidligt det starter. Jeg tror, hun bliver overtræt, fordi hun har svært ved at falde i søvn om eftermiddagen? Eller også er der noget der gør ondt et sted – hun ser i hvert fald meget plaget ud mens det står på…
Hun kan simpelthen skrige så højt, at vi også her i hjemmet er bekymrede for, om det svenske børneværn hører hende og dukker op. Jeg bliver helt bange for hende og er virkelig lykkelig for ikke at være alene om det!
Det der med at være blevet mor, er en meget forunderlig ting. De fleste dage, synes jeg det er absolut vidunderligt og synes, jeg har det under fuld kontrol. Jeg kender mit barn, ved hvad hendes lyde og bevægelser betyder og har et glimrende samarbejde kørende med hende, om at få dagen til at flyde på bedste beskub. Og så er det bestemt heller ikke en ringe ting pludselig at være verdens 8. vidunder i nogens øjne. I Klara's øjne er jeg bare toppen af poppen!
Men enkelte dage vågner jeg, og fatter ikke hvad der foregår. I morges f.eks.
Jeg kunne slet ikke huske, hvordan det nu er man plejer at få hende til at sove igen. Jeg blev helt forvirret og kom til at sige til Stoffer "den er vågen! Babyen er vågen!"
"åh nej" svarede han ironisk "find bogen, slå op i bogen! hvad er det nu man skal gøre…?" 🙂
Men heldigvis er selvsikkerheden der da ca. 90 procent af tiden… Det kører jo allerede lidt på rutinen og en hel del på instinkt.
Det er kun når jeg pludselig kommer til at tænke for meget over tingene, at jeg bliver helt ydmyg og lidt skræmt over det vi har kastet os ud i.
kh. Julie og Klara Marie, 6 uger i dag
