Koala med feber

ja ja, jeg ved det godt, jeg er jordens mest elendige blogger ever. Aldrig nogen sinde skriver hun et indlæg, den dovne sæk. Nå, godt ord igen så, men det er altså fordi min unge er syg. Hun har høj feber hele tiden. Nogen gange falder den lidt og så stiger den igen. Stod det til hende, så hang hun på mig som en koalaunge døgnet rundt, men det er så som så med det nuttede i det, når hun nu efterhånden vejer 17 kg. Og godt nok er jeg muskuløs og den slags, men alligevel. 

Det værste er, at når hun har så høj feber, så tør jeg ikke lade hende være alene om natten, og så giver jeg efter for at hun gerne vil sove i vores seng. Og så ender stoffer på madrasser på gulvet. Det synes jeg, er et ret dårligt bytte, men på den anden side, så er det jo vigtigt at holde øje med små børn med høj feber. Og om det er den ene eller den anden af dem, der vækker mig kontinuerligt natten igennem, med deres baskende arme og vilde benspjæt, kan jo være hip som hap.
Nå, nu fik jeg lige sådan et deja vu – har jeg skrevet det her indlæg før? Jeg synes det, men det er da vist bare noget med ens hjerne som går i hak, ikke? Og genudsender ting? 
Den genudsender simpelthen ting nu… det er da et meget godt tegn på, hvor lidt jeg oplever? Jeg keder selv min hjerne. 
Hm.
Meningen er, at vi skal lidt til fyn i påsken og det gør vi også. Om hun har feber her eller der, kan være det samme. Måske er det endda bedre at have feber dér, for så er vi fem voksne (os inkl. mine forældre og min søster) om at forkæle hende. Plus de har altid is i fryseren.
Lørdag senest kommer vi tilbage, for så skal vi til fest og klara skal sove hos en veninde for første gang. Hvis hun er rask. Hun glæder sig ellers ret meget. Jeg er mere sådan spændt. På den ganske lidt nervøse måde. Ikke fordi hun skal passes og sove ude, det har hun jo gjort tusinde gange. Men fordi hun skal sove sammen med en jævnaldrende. Det er ikke noget jeg har personlig erfaring med, men kan det ikke være temmelig vanskeligt at få to 3,5 årige til at sove samtidig? 
Nå, men det er det, der er. Hvis jeg frit kunne vælge, ville jeg hellere skrive noget om heftig erotik, drinks og dans døgnet rundt, sushi, faldskærmsudspring og rejser til Firenze og New York. Og lidt om noget med noget succes og nogle nye spændende mennesker. Men den slags er der intet af, så det må I finde andre steder eller selv fantasere jer til. Her gør vi en dyd ud af almindelighederne. Og jo, jeg har tørret tøj udenfor i dag. 
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

7 Kommentarer til Koala med feber

Skriv et svar til Katja Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.