Luftforandring

Kan vi ikke godt gøre det anderledes denne gang? Uden at blive alt for politisk, så vil jeg virkelig indtrængende bede om, at vi stemmer noget andet end sidst denne gang. Eller, jeg vil personligt stemme det samme, men forhåbentlig bliver vi lidt flere på den vogn denne gang. Jeg kan ikke klare mere udsultning af den offentlige sektor – hverken som mor eller offentlig ansat. Og jeg kan slet ikke holde til mere uanstændighed overfor de svageste i samfundet. Statsborgere eller ej.

På det lidt mere mikropersonlige plan, kunne jeg også godt bruge lidt luftforandring. Klara har været hjemme med feber hele ugen nu, og i starten var det hyggeligt. Måske fordi hun var så febersvag at hun bare lå. Og sov en del. Nu er hun lige præcis frisk nok til at hun vil alt muligt, som jeg så hele tiden må sige nej til. Nej, vi kan ikke tage i Zoo, du har feber. Nej, vi kan ikke tage til mormor og morfar eller Sara eller Cecilie i Paris. Du har feber. Nej, vi kan ikke tage i amagercenteret, nej vi tager heller ikke i BR. Du har feber. Ja, lad os da se en dvd film mere.

I går kom hun dog lidt ud, fordi jeg havde en tid til mit uge 24 tjek hos lægen. Alt var fint. Min læge er ikke sådan den hysterisk grundige type, men vi hørte da hjertelyd og hun mærkede på livmoderens størrelse, som er helt fin. Mit blodtryk er, imod forventning pga af hysteri og kolerisk temperament, helt normalt. Jeg spurgte faktisk til, om de har en anden skala de måler efter, for gravide, fordi vi er så hormornelle. Men så fniste hun bare. Tss.

Ligesom til min misdannelsesscanning, hvor jeg spurgte scannerdamen, om hun kunne se på fosteret om den havde en falsk tvilling i nakken. Det tog hun heller ikke alvorligt. Er virkelig ikke til at få et ordentligt svar på noget som helst, indenfor det der sundhedssystem. Og det er præcis derfor vi skal have en ny regering! Så de offentligt ansatte igen får tid til at svare på den almindelige borgers utrolig mange, utroligt tåbelige spørgsmål! 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

15 Kommentarer til Luftforandring

Skriv et svar til Rimkogeren Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.