Lysholdning

Nå, men hvad fanden sker der for juletræslysholder branchen???

Nu har jeg været i de første 20 butikker – isenkræmmere, jysk, farvehandlere, brugskunst hejs osv, i forsøget på at finde nogle helt helt helt almindelige juletræslys holdere. Bare sådan nogle simple nogen, i grøn, med en kugle for enden. Bare en pakke.

Men nej. Så let skal man ikke komme til tingene. INGEN fører dem. De siger alle sammen, at de havde dem sidste år, men i år har de ikke valgt at føre dem. Pis. Siger jeg. Ikke op i deres åbne ansigter, men bare for mig selv.

Hvad skal man gøre? Vi er jo nogen der ikke har haft familie i 20 år og nået at samle 20 forskellige Georg Jensen lysholdere med ornamenter. Vi er også nogen, der ikke har råd til at købe 20 på en gang. Til 150 kr. stykket, vel at mærke. Nej. Nej nej nej.

Jeg gider heller ikke have de der grimme nogen de har i føtex, i uægte “sølv” og “guld” som prøver på at ligne noget de ikke er. Jeg vil bare have de helt almindelige grønne. Og så ville Klara og jeg pynte dem selv, med perler og dimser. Hvor kan man få dem? Er der nogen, der har set dem nogen steder, eller er det et landsdækkende vanvid der har ramt juletræslysholder branchen i år?

Og så er jeg blevet skrevet op til en iPhone. DEM har de nemlig heller ikke i butikkerne åbenbart. Er der virkelig ingen der vil sælge noget?? Kan man blive skrevet op til grønne juletræslysholdere? Hallo, jeg står her helt alene ude i kulden med mit dankort!!

På den mere positive side, så har jeg vundet i julekalenderen ovre hos Anette. Tak. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

15 Kommentarer til Lysholdning

Skriv et svar til Brugsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.