Man skal huske

alle de der små ting ens unge – ungeR – siger. Tiden går så stærkt, man glemmer så mange sjove detaljer. Agnes har allerede fået større øjne, og fortsætter det, ja så bliver de lige så kæmpe store og blå som Klaras.

Ting Klara har sagt i de sidste par uger:

Over aftensmaden kommer samtalen ind på, hvor glemsom far ind i mellem kan være. Klara ser på ham, sukker kærligt og opgivende og siger “du er en klaptun, far. Men vi elsker dig alligevel, ikke også mor?” – jo jo, det gør vi. Klaptun… en mildere version af klaptorsk?

Den anden morgen, i køkkenet, i samtale med sin far. De kommer ind på noget om en eller anden som er dum, og Klara må da rette på sin far og siger “far, der er ikke nogen som er dumme. Der er nogen gange nogen som gør dumme ting!” – helt klart børnehavepædagogik der slår igennem.

Mandag morgen. Vi klæder Agnes fint på i en sparkedragt som hun har fået af farmor, og samme farmor og farfar er ventet et par timer senere samme dag. Desværre gylper Agnes ud over hele dragten kort efter, og Klara kopierer mors ærgerlige tonefald og siger “Agnes altså, vi er ikke sure på dig. Vi er bare meget kede af det!”

Det er jo tydeligt, at jeg har en ret gammelklog og meget velformuleret og velovervejet ung dame dér. Hun skal nok blive den helt perfekte belærende storesøster.

Agnes trives stadig. Skider, sover, æder. Meget basalt babyliv. Men hun er mere vågen når hun endelig er vågen nu, og kigger sig meget omkring med de stadigt større øjne. Jeg vågner om morgnen og føler mig glad og optimistisk, fordi jeg rent faktisk har sovet. Hun ammer ca. 2 gange i løbet af natten, men vi gør det liggende og jeg sover i mens. Og hun skriger ikke. Hun grynter bare, tager fat, gør sin ting og sover videre. Man kan blive helt ked af det, ved tanken om, at det sandsynligvis ændrer sig når hun bliver de der 3-4 uger gammel. Men den tid, den sorg, ikke? Lige nu er hun jordens nemmeste baby. 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Kommentarer til Man skal huske

Skriv et svar til Liza Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.