Mit nye år

Nå, så er vi så hjemme igen og der er styr på tingene. Stort set.

Har overvejet om jeg skulle have mig et af de der nytårsforsætter, men det eneste jeg kan komme på er "tabe 10 kg." og det har jeg haft de sidste 10 år uden synderligt held. Jo – et forår lykkedes det at smide 8, men så mødte jeg kristoffer og blev gravid og hej hej, så var de kg hjemme igen. For aldrig siden at tage afsted. Men jeg overvejer det da. Pligtskyldigst.
Jeg spurgte Klara hvad hun vil opnå i det nye år, og hun svarede "julemanden og at han kommer med gaver"… jo, sagde jeg så, men der er jo et helt år til! Hvad vil du lave indtil da?? "Ha gaver" sagde hun så. Hun er iskold.
Stoffers er et evighedsforsæt, ligesom mit. Han vil holde op med at ryge. Eller som han først sagde; "hvis du taber dig, så holder jeg op med at ryge!" Glimrende. Så har vi ligesom også placeret ansvaret, ikke? Men det var jo ikke sådan han mente det, sagde han så. Ha, siger jeg. Det er ligesom dengang han sagde, at han synes vi skal giftes inden vi får barn nr. to. Hvilket så har sikret ham imod begge dele ind til videre.
Men nu vi er i det område, så tror jeg at 2007 muligvis bliver året, hvor jeg vil overveje at blive gravid igen. Det er det år, hvor Klara har fødselsdag 070707, og hun bliver 4 år. Det er ved at være på tide med en lillesøster. Ikke nogen drenge. Hvis jeg får en dreng, så kalder jeg ham Jørgen, så I må hellere håbe på en pige.
Men er jeg tilfreds med året der er gået? Ja, vældig. Jeg har fået alt hvad jeg bad om. Jeg startede med at få et godt, spændende og fast job i marts. Og så fortsatte jeg i maj med at købe et halvt hus og få have, opvaskemaskine, vaskekælder og meget mere plads. Så fyldte jeg 30 og det er jeg også glad for. Det modsatte havde været meget værre. Min kæreste blev færdig med sit speciale og blev cand.it. Og så fik han også et godt fast job. Og vores barn fortsatte med at være sig selv, bortset fra at hun er endnu mere pragtfuld. 
Så ud over det med de kg, så er min plan for 2007; sælge den lejlighed på amager (allready), muligvis acceptere 9 mdrs. alien occupation, gøre "noget" ved haven og lave nyt køkken. Jeg vil også sætte mig det mål at få min ftp adr. lagt ind som direkte link på min mac, så jeg nemt kan finde den og dermed få lagt lidt billeder på bloggen. Har både før og efter billeder af ny lejlighed, billeder af Klara, billeder af julegaver og ekstremt interessante og botanisk nyskabende billeder af min orkidee, som efter flytning til Vanløse er gået amokka og har fået to keiki'er – dvs nye planter, som skyder ud fra enden af en afblomstret stængel – og nu blomstrer den ene af de to mini nye planter. Ser for weird ud. 
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

7 Kommentarer til Mit nye år

Skriv et svar til line Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.