Muligvis med krølle på halen

Nåmmen så skal jeg ellers love for, at jeg fik det dårligt meget hurtigt i onsdags.

kl. 09.07 – jeg får helt vildt ondt i mine led?? Især anklerne, kan næsten ikke gå lige pludselig?

Kl. 12.10 får den vildeste kuldegysning mens jeg spiser min frokost. Og begynder at fryse. Jeg fryser altså aldrig. Har haft indre hormondrevet kraftvarmeværk siden jeg første gang blev gravid for 7 år siden. Og går altid med uldsokker. Næsten.

Kl. 13.03 har ildrøde kinder og iskolde hænder. Skræmmer min kollaga Jannie.

Kl. 14.00 beslutter at jeg hellere må køre nu, hvis jeg skal nå hele vejen hjem, det tager jo en time. OG jeg skal hente to børn og lave mad og putte dem, for stoffer var til noget medarbejderseminar med middag, indtil kl. 20.

Kl. 14.04 kommer i tanke om at jeg er NØDT til at købe 3 fødselsdagsgaver før jeg kører hjem. Klara skal til børnefødselsdag lørdag, søndag OG mandag, hos tre piger fra klassen. Ved virkelig ikke, hvorfor de alle sammen har fødselsdag i november. Er jo helt skør klassesammensætning.

Kl. 14.22, 100 kr. fattigere pga heldig maksgrænse på 30 kr. pr. gave (og lidt ekstra til Klara, ellers nægter hun bare at pakke de tre andre ind og forære dem væk).

Kl. 14.23 beslutter at det er vigtigt at købe cola med hjem, når man har feber og ondt alle vegne.

Kl. 15.30 parkerer i døs foran diverse daginstitutioner. Afhenter to børn som usædvanlig tavs og hurtig mor. Skal. Nå. Hjem. I. Seng.

Kl. 16.00 kaster mig ind i min seng. Takker gud for bananer og Ramasjang kanalen.

Kl. 16.30 fører usammenhængende og pivet samtale med min søster. Beder hende ringe til stoffer og sige at han skal komme hjem. Kan ikke varetage forældreforpligtelser.

Kl. 17.00 Superheltemand kommer hjem, medsamt indkøbt mad til de forsømte børn (som jo i virkeligheden nød at æde sig mætte i blommer og se tegnefilm).

Kl. 17.01 forsvinder ud i bevidstløshed.

Kl. 19.00 registrerer at Agner bliver lagt ved siden af mig. Falder i søvn. Nok før hende.

Kl. 04.00 Må. Op. Og. Tisse.

Kl. 07.00 hører vækkeur i det fjerne. Har det ok når jeg ligger ned. Ringer og melder mig syg. Ringer til egen læge, som jo – naturligvis – har ferie måneden ud. Har seriøst aldrig oplevet at hun var på arbejde, når jeg havde brug for hende. Overvejer vagtlægen, men ringer til min mor i stedet. Ender med bare at have feber og ondt og beslutte at det nok skal soves væk.

Kl. 9.00 sover, læser, bruger bærbar i sengen. Er ok så længe alt foregår i vandret position. Lever af knækbrød og cola.

Nå, men jeg ved jo ikke om det er det der influenza med svin. Det er influenza, så meget er sikkert, og ubehageligt er det også, men hvordan kender man forskel? Og gør det nogen forskel om man kender forskel? Er man ikke bare syg? Der er jo ingen der kan gøre noget alligevel. Man kan ikke blive vaccineret når man har fået det, for den virker først efter 14 dage har jeg læst. Ja, man googler vel symptomerne, ikke?

Og ps, jeg siger det bare, men ALLe ved jo, hvad der sker når man begynder at masse-vaccinere folk med mirakel medicin. Jeg mener, se bare hvad der skete da de kurerede kræft

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=3DcrHyJ5RTA&hl=en_US&fs=1&color1=0x402061&color2=0x9461ca&border=1]

Jeg siger det bare. Man ved aldrig. Der er en risiko. 

Jeg ved så ikke, om det måske alligevel er federe at blive vaccineret og blive en zombie, end ikke at blive vaccineret og så blive et offer? Eller dø helt alene af alderdom? Kæft, hvorfor skal der være så mange vanskelige valg? Tror jeg går i seng igen.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

13 Kommentarer til Muligvis med krølle på halen

Skriv et svar til Anne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.