Nå

De har så ikke ringet fra det der ene sted, som ville ringe i dag, hvis jeg fik det. Så når nu kl. er blevet 16.30, så tror jeg godt, vi kan konkludere, at det ikke skulle være dér, jeg skulle folde mig ud. Det er sandsynligvis min egen skyld, fordi jeg har siddet hjemme hele dagen, med både mobil og stationær tapet til hver sit øre. Alle ved jo, at telefonen aldrig ringer med det man venter på, når man er i nærheden af den.

Jeg kan bare mærke, at det her ender med at selv I, mine mest trofaste støtter, mister troen på mig. Der skal ikke ret mange flere frugtesløse jobsamtaler til, før selv I vil begynde at spørge jer selv; hvorfor FÅR hun ikke et af de jobs? Hvad er der GALT med hende??

Don't go there, julie – vi gider ikke ud af den tangent! Og der er en samtale til på torsdag. Der kommer altid en sporvogn og en samtale til, eller noget.