Nazimor belønnet

Jeg har købt en jakke i dag. Og det er bare så vanskeligt for mig. Jeg er for bred for neden og for lille foroven til at kunne passe de fleste jakker. Og derfor ender jeg altid med at rende rundt i en trøje – eller endnu værre – en fleecetrøje – her i overgangs perioden. Jeg ser alle de pæne piger i deres forårsfrakker og sommerjakker og efterårsfrakker og er død misundelig. For jeg kan kun passe kæmpe vinterfrakker åbenbart. Har i hvert fald aldrig, før nu, fundet en lettere jakke som jeg både kunne lide og passe. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg ikke at en fleecetrøje yder mig nogen retfærdighed. Jeg har altså mere stil end som så, uden for min have.

Men faktisk startede det hele i går. Eller, egentlig startede det i forgårs, da stoffer pludselig sms´er fra sit arbejde (typisk at han ikke turde ringe med den besked) og siger, at han PS forresten skulle i Tivoli med arbejdet onsdag aften og spise og se Niels Hausgaard. Og hvis der er noget jeg ikke er særlig vild med, så er det at lave mad, passe spædbarn og tackle 4 årig på en gang, alene.

Hvis jeg havde elsket det, så kunne jeg jo bare have valgt at være enlig mor, ikke? Men der er jo en grund til, at man er to. Det er smart. Færre børn dør på den måde. For Agnes sov naturligvis ikke mellem 14 og 22 i går, og til sidst var hun så overtræt at hun skreg det meste af tiden. Og hver gang jeg fik hende lullet til ro, så var Klara der. Må jeg få mælk? Må jeg spise en pølse? Må jeg holde Agnes? Vil du lege med modelervoks med mig? Jeg keder mig. Lægger en frisør læbepomade på? Jeg er sulten. Jeg er fææææææærdig! Osv. Konstante krav om enten stillingtagen, forklaringer eller service.

Til sidst havde jeg også lyst til at skrige, eller til måske at tage den ene og stoppe den ned i halsen på den anden. Og så ringer han derinde fra, med tivolilyde og morskab i baggrunden, og god mad og drinks og samtale mellem voksne mennesker. Og spørger hvordan det går. Jammen det går bare SÅ fint retardo!

Nå. Men da jeg så vågnede i morges følte jeg to ting. 1) en voldsom svimmelhed, og 2) en tvivl om hvorvidt Agnes er det helt rigtige navn?? Til det første tog jeg nogen jernpiller, og har intentioner om at huske det igen i morgen. Til det andet, tjah, der er ikke rigtig nogen løsning. Nu hedder hun det jo bare. Og så kan hun vel altid selv ændre det? Men måske skal vi stave det Agyness, ligesom tasken?

Men så kom Klara ind for at sige farvel, inden de kørte, og så sagde hun, at jeg måtte love at være sød ved babyen og ikke råbe ad den, heller ikke når den spiser. Og så fik nazimor dårlig samvittighed, og tænkte at det nok var bedst at komme ud og gøre noget godt for mig selv, når nu jeg er den bedste og nærmeste til netop det. Så Agnes og jeg gik langs damhusengen og mødtes med en fra mødregruppen, og så endte vi i Rødovre Center. Og så skete det med jakken!

Jeg fandt den i Bahne, som har 20 procent på alt modetøj i dag og i morgen. Den er fra Stella Nova, og man kan se den her, på billede nr. 24. Jeg købte også en tunika/kjole fra Second Female – den her

kjole

Den skal selvfølgelig løftes en del op, når man skal amme, men altså til sommer kan hun holde længere mellem amningerne, og så kan man jo vælge kun at tage den på steder hen, hvor man ved man kan sidde i et rum alene og amme med kjolen oppe om ørerne. Who cares, jeg ville bare have den, ikke? Jeg skal vel heller ikke amme resten af mit liv.

Ellers sker der mest det at jeg får gået en del. Gik hele vejen hjem fra Zoo den anden dag. Er alligevel en tur på knap 2 timer. Men jeg orkede bare ikke metroen i myldretid med barnevogn og alle de der trætte arbejdere der stirrer surt på mit skrigende barn og dømmer mig og mener jeg burde sidde hjemme det næste år. Så hellere gå. Med Klara gik jeg engang hjem til Amager fra Hvidovre. Det giver gode ben. Og flade fødder. Men nu har det jo også været virkelig dejligt vejr til at gå ude i. Hvis det fortsætter bliver jeg nødt til at investere i en hat også. Eller solbriller med styrke. Men hellere en hat.

Agnes er 9 uger i dag og hun er, skrigende eller ej, stadig alle pengene værd. Hun smiler så nemt og så meget. Selv når hun er ked af det, smiler hun hvis man smiler til hende. Bare hun ikke bliver sådan en pushover, der ikke kan mærke sine egne følelser? 

Nå, men her hun så. Læx, eller hvad?

nårh

Og her er lidt dobbelt-lækkerhed. Klara læser godnat historie for Agnes. De mest idylliske 10 minutter mellem 14 og 22 i går.

godnat historie 

Og det her er fra en anden dag. Bemærk den fantastiske og til mange ting anvendelige ammepude fra Creme de la osv. Jeg tror, de ser tv. Men prøv at se, hvor de ligner hinanden. Næser, munde, kinder, øjne, hele moletjavsen!

tv hygge 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Nazimor belønnet

Skriv et svar til Anette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.