Nissens indlæg

Klara fik så den der nisse med hjem fra børnehaven. Det vil sige, oprindeligt var der to, men han-nissen har mistet hovedet i en eneulykke, så han er ikke på turne længere. Nu er det bare hun-nissen, sille, som ankommer i en decoupage-prydet kuffert, med guldglimmer og 3 pebernødder og så den her bog, som alle forældrene skal skrive en historie i, om hvad nissen oplever hjemme hos det pågældende barn. Fortalt i nisseperspektiv.

Først og fremmest var det jo et helvede at forhindre klara i at forgribe sig på nissens pebernødder, og kun en lang løftet pegefingertale om, at det jo var silles madpakke osv, afholdt hende fra det.
Dernæst så fik jeg fniller af at læse den bog. SAMTLIGE familier havde lavet risengrød til den ski.. nisse og serveret pebernødder og varm kakao og jeg skal gi' dig ska' jeg. Og de så alle sammen KUN børnetime i fjernsynet, og de legede SÅ hyggeligt og de havde SÅ meget overskud og grinte og sang og dansede, mens de små kaniner og fugle satte sig omkring dem og sang en munter sang, som i en anden disney film. Hell, der var endda en far som lavede BALLONdyr! Ballondyr, hvad gir'i mig? På en helt almindelig tirsdag aften? Må være traumatiserende at vokse op i den familie.
Nå, men den historie jeg så til sidst skrev i bogen (og det var efter at stoffer havde censureret mig forholdsvis meget – han er altså for påpasselig ind i mellem) den var ret kedelig. Det var sådan i den der stil, med at vi kom hjem, og så legede vi med barbie og mor lavede et sundt og næringsrigt og varieret måltid og Klara dækkede bord (okay, det gør hun faktisk hver dag… hurra for plastik service fra ikea…) og nissen lavede lidt drillerier med nogen sokker om natten – jesus altså, det var så trivielt at jeg ikke vil kede jer med det her. Men det kunne i hvert fald ikke støde nogen og dagen efter fik jeg stor ros af pædagogerne. God mor, klap klap!
Den ros var nok forstummet noget, hvis jeg havde fået min vilje og skrevet den sjove version i bogen… men 3-5 årige er ikke altid nede med ironi og den bog er jo mest til for dem. Nå, men her kommer så den sande og uforfalskede historie om, hvad der næsten skete den dag Klara havde en nisse med hjem… Vi giver ordet til nissen;
"I dag skulle jeg med Klara hjem. Hendes mor hentede os i bilen og vi begyndte med det samme at stille tusind spørgsmål om alt muligt, indtil Klaras mor hvæsede, at nu gad hun virkelig ikke høre mere på min pivestemme, og at hvis vi ikke holdt mund NU, så ville hun blive helt skør i hovedet. Men da vi kom hjem til Klara fortsatte vi vores plapren og plagen, indtil Klaras mor gav efter og så så vi Barbie og de 12 dansende prinsesser på dvd, mens Klaras mor drak to store gin og tonics og ringede efter en dame der hed sussi, som kom med maden.
Bagefter insisterede Klaras mor på at vi skulle i seng, selv om klokken kun var halv syv. Men vi snakkede så meget, at hun ikke kunne få tandbørsten ind i munden på Klara og til sidst begyndte Klaras mors hovede at rotere.
Da alle sov, sneg jeg mig op for at lave mit obligatoriske nisse-spas. Først spillede jeg Resident Evil på ps2'en i nogen timer, for det er altid afslappende at pløkke knoppen af nogen zombier og alle ved jo, at vi nisser er djævlens små røde advokater.
Det mindede mig om dengang i Dallas, da vi skød hovedet af JFK. Han sku' ha' holdt nallerne fra Marilyn – mit bedste knald ever!
Derefter hookede jeg op med de andre nisser i nabolaget og arrangerede en ølstafet i Klaras baghave. Det gik måske nok lidt over gevind, men da slet ikke sammenlignet med dengang i Beirut i 84. DET var en fest med efterklang!
Næste morgen vågnede Klara og jeg lod som om jeg ikke havde tømmermænd. Klaras facistmor tvang mig til at spise varm havregrød og selv om jeg kastede pebernødder efter hende, veg hun ikke en tomme. Terror-regime! Som hævn lagde jeg en lille nissebæ i hendes håndtaske. Hun ku' bare ha' serveret den risengrød, den nissehadende nåsåer!"
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

28 Kommentarer til Nissens indlæg

Skriv et svar til julie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.