Nu

I dag har vi haft sådan en sy-dag. Mig og Agnes. Vi mødtes med nogle babyer og mødre og så syede vi nogle bukser. Jogging-tulle-tumlinge-hygge bukser. Nej nej, de er ikke færdige endnu, for vi sad der jo kun fra 11 til 17, og der var også kaffe og kage der skulle fortæres, og ikke at forglemme babyer der skulle ammes, lulles i søvn og stimuleres. Men jeg kom i gang og det føles helt rigtigt. I morgen går jeg i den hemmelige genbrugs biks, der har det bedste udvalg af retro stoffer. Så siger jeg ikke mere.

Nå. Men den anden dag tænkte jeg på, at jeg ville skrive noget om Klara fordi det gør jeg aldrig mere. Og der er masser at skrive. Hun er sød og sjov og hysterisk og kropumulig og 5 år gammel og teenager, alt på en gang. Hun siger de sjoveste ting, og jeg ler og sværger at huske det for evigt og forsøger at låse det her Nu fast i min hukommelse – og 3 timer og en baby senere er det væk igen. Satans.

Jeg har det underligt med, at det her Nu, som er så stort for mig, det forsvinder og en dag er væk. Forstår I det? Det jeg mener er, at siden jeg var 19 har jeg glædet mig til at være lige HER hvor jeg er nu. Til at have min egen familie, mine små søde børn. Til at være lige her i mit liv. Og nu er jeg her. Og det ER lige så godt som jeg havde forestillet mig. Jeg er glad og tilfreds og elsker det, det meste af tiden. På den normale måde. Jeg føler, at det her er de vigtigste og mest betydningsfulde år i mit liv – men mine børn vil ikke kunne huske dem.

Jo, de får en god barndom og det vil være i dem og de vil have det med sig. Men jeg kan da ikke selv huske ret meget fra da jeg var 5 år. Og for børnene er der mange mange andre tidspunkter i deres liv som vil være mere betydningsfulde og som de vil huske bedre. 

Jeg har svært ved helt at forklare det. Men jeg ville nogen gange ønske, at jeg kunne stoppe her. Nu er jeg her, og jeg vil gerne blive her. Være 32 og have to små dejlige børn, den helt rigtige mand og det rigtige job. Resten af mit liv. Men det kan man ikke. Tiden går, klokken slår. Ja ja. 

Men så kigger jeg ud af mit soveværelses vindue, og betragter mine genboer. De har to store teenage drenge, som de sidder sammen med på terrassen og griller og drikker vin og fører samtaler. Og griner og ser ud til virkelig at hygge sig. Og tit er de der drenge ude, tror jeg, og så ser det ud til at manden og damen virkelig har det rart sammen. De løber sammen og ordner have og de smiler altid og ser glade ud og hilser når vi møder dem på gaden. Så måske er der også noget godt ved at være i 40´erne og have store børn? Måske er der endnu bedre ting i vente? Måske bør jeg bare glæde mig så.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

9 Kommentarer til Nu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.