Nyt år – nyt led i kæden.

Sådan føles det. Min mormor døde i dag.

Hun sov stille ind, som man siger. Hun sov, så trak hun vejret langsommere og mere ubesværet, og så holdt hun helt op. Og så var hun væk. Det var værdigt og uden smerter og helt fint, når det nu skulle være. 91, et langt og godt og rigt liv med mand og gård og 5 livlige døtre, 5 livligere børnebørn og 2 ekstremt livlige oldebørn. 

Så nu er det hele rykket en tak, og jeg starter det nye år med at stå næst-yderst i rækken. Jeg har ikke flere bedsteforældre. Nu er mine forældre de gamle (ja, sorry, men det er I altså), jeg er den voksne og mine børn er virkelig børnene.

Jeg har grædt lidt, men det er mest når jeg tænker på den mormor hun var, før blodpropperne i hjernen. De sidste år har hun været en mormor-light, glad og tilfreds og vild med oldebørn, men uden den store korttidshukommelse og svær at føre en samtale med. 

Jeg husker hende, for køkkenet. De evindelige forsyninger af mad, hjemmelavet med kærlighed, den konstante omsorg og varme og “tag nu lidt mere”. Jeg husker hende for hyggen, trygheden, stabiliteten. I mange mange år gik jeg om til hende og morfar hver dag efter skole. Vi læste eventyr. Vi hørte bibelske historier på lydbånd, med billedbøger til. Vi spiste boller og franskbrød og frikadeller. Jeg laver selv frikadeller efter hendes opskrift. Hun var den bedste, den perfekte mormor. Hun arbejdede hjemme, da hun arbejdede – hun arbejdede jo altid – , og hun var således altid til stede, altid rolig, havde altid tid, på trods af de mange huslige gøremål. Mormødre som hende findes der ikke mange af mere. Mormødre i dag arbejder jo, og har deres eget liv på en anden måde end mormødre af min mormors generation. Min mormor levede og åndede for sin familie, for os. Hun har givet mig så meget.

Jeg er glad for, at jeg nåede at give hende de oldebørn, for jeg ved de var en stor glæde for hende. Og jeg er så glad for, at vi havde den sidste jul sammen med hende. Hvor hun var frisk og glad og tilfreds. Det er sådan Klara kommer til at huske hende.

Jeg er ked af det, og jeg savner hende. Men på en måde, har jeg allerede savnet hende i flere år. Og jeg er glad for, at hun fik fred på så fredelig en måde.

Så nu vil jeg ligge mig ind i ske med en varm 33 årig i ryggen og en sprællevende knap 2 årig i armene, og så går det nok. Der er masser af liv. I al almindelighed.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

24 Kommentarer til Nyt år – nyt led i kæden.

Skriv et svar til julia Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.