Og vinderen er…

– i den spændende match mellem Madonna og Coldplay, er den ubestridte vinder: Tina Dickow!

Ja, tre koncerter blev det til i denne måned, og det er da meget godt klaret for en der egentlig ikke har tid, og heller ikke har haft noget dankort en stor del af tiden.

Men Tina D var den store, store vinder. Var til helt utrolig fantastisk koncert med hende, lørdag i sidste weekend. I Odense, i Den Fynske Landsby. Jamen, altså! Smukt, og virkelig god lyd i det der amfiteater. Sad på uldtæppe med søster og sommersby og nød og nød og nød. Det var deres sidste koncert denne sommer, og de var sådan i hopla. Tina kom ud igen og igen og gav ekstra numre tre gange. Jeg fik tårer i øjnene, gåsehud på armene og ondt i benene, af at sidde sammenkrøbet så længe. Men ih, jeg ville ønske jeg havde siddet der endnu.

Men nu er det så slut med koncerter. For denne md. Og jeg er bare hjemme, hvor mit internet er mega ustabilt igen. Og på arbejde, hvor alt er som det plejer.

Det går godt med Klara i skolen. Hun har endnu ikke lært fransk eller at spille klaver, så lidt skuffende er det jo. Men hun har gymnastik hver tirsdag og går på skolebiblo hver onsdag.

Og jeg har doneret et køleskab til klassen. Er det ikke utroligt, at den slags ikke er standard inventar? Det skal forældrene selv punge sammen til. Men så var det så heldigt, at jeg alligevel havde købt et nyt køleskab, med mere plads i, og det gamle skulle bare skaffes væk. Så det giver jeg da bare til klassen. Det er fint til madpakker. Jeg har også købt en ny, mere miljøvenlig, opvaskemaskine. Eller, det var en julegave fra min mor og far, som var på udsalg nu. Den er meget meget pæn. Og støjsvag. Og vasker mine ting rene, hvilket burde være et minimumskrav, men det gjorde den gamle altså ikke.

Agnes er også glad i vuggestuen. Hun elsker at være der, tror jeg. Hun løber hen til dem, når man afleverer og er kun ked af det en ud af fem dage. Hun kan flere af børnenes navne, og de voksnes. Hun siger små sætninger a la “stor bil” og “der ha bad” – det sidste betyder, at hun vil have vand. Dér er hende selv, og bad er vand. Hun er inde i en fase, hvor hun siger nej til alting, stort set. Det kan man lave meget sjov ud af. Men ind i mellem beder jeg hende tage ja-hatten på, for ellers bliver det altså for negativt.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

14 Kommentarer til Og vinderen er…

Skriv et svar til Ditte P. Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.