Om Amager, til Ditte

Nå, jeg lovede læser-Ditte at skrive lidt om Amager. Jeg har boet der i 8 år, men det sidste års tid har vi jo boet i Vanløse, så hvis nuværende amar´kanere læser med, må I meget gerne komme med jeres bud på amagers fortræffentligheder i kommentarerne.

Noget af det jeg bedst kunne lide ved amager er stemningen. Der er mere usnobbet og meget mere fredeligt, end i andre af brokvartererne. Man kan stadig møde den oprindelige arbejder, selv om han er en stærkt truet race. Det er dog endnu ikke noget særsyn, med mænd i blå hel-kedeldragter, på knallert med mælkekasse bagpå. Det er også tilladt at handle i amagercenteret iført træsko. Det kan jeg godt lide. Også selv om jeg ikke selv har gjort brug af det.

Og så har jeg aldrig nogen sinde følt mig utryg når jeg er kommet sent hjem om aftenen.

Strandparken. Ja, jeg synes altså den er blevet super. Tænk at have sådan et dejligt sted, nærmest midt i byen.

Cafeer.

Bizarro på Holmbladsgade er noget svingende. Det er hyggeligt at sidde ude foran, men betjeningen kan være både sød og god eller helt hæslig, afhængig af hvem der er på arbejde. Små børn er ikke specielt velkomne. Der er ingen puslefaciliteter, selv om de har høje stole. Har man en unge der sover i sin vogn, er det dog et godt sted, med store vinduer og gode siddepladser udenfor.

Moccadór – den der i hjørnet ved krydset amagerbrogade/holmbladsgade. Jeg tror den har skiftet ejer siden jeg kom der, men dengang var den rigtig god. Børn var velkomne, der er ikke-ryger afdeling og så har de især en omelet med spinat og feta, som jeg stadig ind i mellem drømmer om.

Luans cafe, i Biblioteket, i Kvarterhuset. God plads, billig lækker mad og sød betjening. Børn er velkomne, også selv om visse af de sure HK´ere (det er IKKE bibliotekarerne!!!) synes de larmer for meget. Når man kan sidde ude er det rigtig hyggeligt. Hindbær smoothies to die for! 

Der er rigtig mange andre cafeer efterhånden. De lukker og åbner rask væk.

Den bedste sushi i hele storkøbenhavns området fås lige i starten af Øresundsvej. Ama´r Sushi. De har lukket i weekenderne desværre, men de har de bedste california rolls jeg nogensinde har fået. Og i forhold til kvaliteten er de bestemt ikke dyre. Den billigste sushi skal man til islands brygge efter. Der er to sushi steder, hver med en menu med 11 stk til 99 kr. Den står ikke altid på menukortet, men spørg bare efter den.

I det hele taget er islands brygge også et dejligt sted, med flere gode cafeer, små tøjbutikker og skønhedsklinikken SMUK. Men jeg er ikke så hjemmevant dér.

Bedste tøjbutikker.

Miss Corner, på amagerbrogade, har mærker som Thelin, Rützou, Stella Nova og Marlene Birger, mm. De er lidt dyre, men dejlige. Værd at gå på udsalg i.

MariiMarii på Holmbladsgade er også god.

Det dyre men dejlige børnetøj finder man nemmest i Gavin, på Holmbladsgade. Kæft, jeg kunne flytte IND i den butik. Men man skal have den store børnepenge check med.

Ting og sager og legetøj er der masser af i Forvandlingskuglen, på Holmbladsgade. Og sød betjening.

Sidst jeg var derude, var der åbnet en lille mad-biks henne i starten af amagerbrogade. Kan ikke helt huske, hvad den hedder… men det må være i nr. 16 eller 14 eller deromkring. De havde lækre sandwiches og helt friskpresset appesinjuice to go. Der var også kommet en butik med skønhedsprodukter, kan heller ikke huske hvad den hedder, men den ligger længere inde af amagerbrogade, omkring overfor kirkegården og busstoppestedet. De fører bl.a. The Organic Farmacy, som jeg simpelthen er blevet så vild med. Ingen ting og sager i det, som man ikke vil have i sin creme og så kan jeg rent faktisk mærke en forskel – det virker!

Skal man have god original pizza, skal man længere ud af amagerbrogade. Kan ikke huske hverken navn eller husnummer, men det ligger som en del af en italiensk restaurant, på højre side af vejen, når man kommer inde fra byen. Og ved siden af en eller anden kjole-syerske. Et par butikker før Klodshans, som er en genbrugs børnebiks med mange gode køb. Nå, men den pizza er værd at køre efter.

Faktisk tror jeg nok du skal blive glad for Amager, Ditte. Man skal lige give det lidt tid, og så skal man ignorere de fjollede københavnere og deres 1981´er fordomme om Lorteøen 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

20 Kommentarer til Om Amager, til Ditte

Skriv et svar til Lou Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.