Transfervindue, af Maria Gerhardt.

De første femogtyve sider tænker jeg Aj, det er da rigtig fint skrevet. Meget lækker prosa og god ide, det med at Strandvejen er et reservat for de døende og nonnerne dyrker medicinsk hash. Jeg tænker også, at det er noget spøjst noget, det autofiktion, hvis det overhovedet findes, og jeg ved da godt at Maria er Maria, men at det er fedt at litteraturen giver en mulighed for at bruge sig selv og samtidig være en helt anden. På den måde er det at være forfatter det samme som at være læser, man kan både være med og ikke være med. Man kan skrive sig selv og samtidig alt det andet der fylder, som måske ikke er den rigtige virkelighed, men anden virkelighed? Så kan man fx skrive om at være ved at dø, uden at det er nødt til at være en meget socialrealistisk selvhjælpsbog, som overhovedet ikke hjælper når døden nu engang ikke kan fikses.

Det var de første femogtyve sider, sagde jeg.

Så kommer det afsnit med, at hendes søn ikke vil have læst historier af hende, ikke have flyverdragt på af hende, ikke vil have noget af hende, den forælder der snart skal dø. Og så kunne jeg pludselig mærke det. Det var der jeg sad i min sofa og begyndte at græde lidt. Og så lagde jeg bogen væk, for jeg skulle lave aftensmad til to, der godt nok er for store til flyverdragter, men ikke til godnathistorier, og det hele kom ligesom lidt for tæt på.

I dag udkom den så, Maria Gerhardts Transfervindue, og så læste jeg den helt færdig. Den er hurtig læst, som meget af det moderne danske prosa er. Korte tekster på alt fra en enkelt sætning til en side. Ikke noget med selvsmagende beskrivelser og intellektualiseren der fylder 500 sider. Helt nede på jorden, og dog løfter teksten sig op og den løfter læseren med, sådan at oplevelsen bliver i en meget længere end det tog at læse bogen.

Jeg er taknemmelig for, at Maria Gerhardt tog sig tiden til at fortælle den her historie, og jeg synes hun gør et forrygende stykke arbejde med at beskrive det svære sted hun befinder sig. Det er en sørgelig bog, men det er også en ironisk bog, en velskrevet bog og en bog der rykker lidt ved en. Blev jeg mindre bange for at dø? Nej. Der er intet smukt eller ædelmodigt ved at være der, i mellemrummet mellem de levende og de døde. Det skræmmer mig helt vildt, og jeg har lyst til at love Maria Gerhardt at værdsætte det liv jeg har, endnu mere. Jeg vil gøre mit bedste. Selv om både hun og jeg ved jo godt, at på mandag er det mandag igen og så skubber jeg det fra mig, og lader som om alting vil vare for evigt og jeg kan tage mit mål om at nå de 102 år for givet. Jeg ser ikke flow-tv, men jeg bor faktisk ret tæt på Jyllingevej. Og jeg går i uhyggelig grad op i apokalypsen. Så nemt er mit raske liv, at jeg må ty til samtaler om overlevelsesmekanismer ved zombieangreb, over frokosten på arbejde, for så sker der nemlig noget. Det er spot on. (se side 61)

Jeg lavede også et æseløre på side 67:

“Det er jo et ulækkert sted at være. Midt imellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt, at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ind og ud af alle verdener. Der er to muligheder: Enten rejser man sig fra asken og løber en maraton. Det selvhelbredende menneske. Eller også er man tragedien. Min mor vil miste mig igen. Denne gang for good. Min søn vil kalde på mig i søvne. Mine venner ved ikke, hvor eller hvornår de skal tænde deres lys. Ser man ud eller ind ad et transfervindue? Denne lede over altid at skulle være så eksistentiel, når man hellere vil snakke om parforholdsproblemer.”

Det er 96 sider, fra Politikens forlag og du kommer formodentlig ikke til at fortryde det. Hvis man kan konkludere noget ud fra mit instagram og fb feed, så har ALLE læst den her bog inden på mandag. Du kan starte med en læseprøve her.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Current mood

Nå, men hej hej så. Det er lørdag, jeg sidder her og hører denne her på repeat

Muligvis er mine underboer blevet drevet til vanvid på nuværende tidspunkt, så mange gange har jeg hørt den, men vi lever jo i en fri verden. De kan ikke stoppe mig. Jeg har nydt et glas af min nye yndlingsgin som jeg fandt på Gin Festival med Signe. Vi smagte alle dem i pæne flasker, og det her var den bedste af alle de pæne;

Helt utrolig pæn.

Eller sker der ikke noget. Eller, du ved. Jeg læser nogle bøger og er startet på et diplom modul, så jeg bør i teorien også læse en masse fagligt om børnekultur og ekspressiv formidling og legen og improvisation og litteraturen og børn og samfundet og udviklingen og det der. Det gør jeg i morgen så, okay?

Jeg har også skrevet et kapitel på den næste store generationsroman, men i morgen er det sikkert ikke ret godt alligevel. Jeg kan mærke, jeg lige er et sted hvor jeg føler alle følelserne. Det kommer sig af, at jeg læste Maria Gerhardts nye bog, Transfervindue, som udkommer d. 10.3.17. og så græd og græd og græd jeg, over verdens uretfærdighed og alt den hudløshed og de slemme ting der også sker for gode mennesker. Kort tid derefter så jeg hele 5. sæson af New Girl, der nu ligger på Netflix, og så græd jeg også, men mest af lykke. Sådan går det jo, op og ned. Så fik jeg en mail, om at jeg har arvet et skab og en kobberpande, fra et særlig og herligt menneske, som døde i januar. Så fik jeg en kæreste. Det gjorde jeg, vi har aftalt det. I know, der er ikke en skid garantier.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 6 kommentarer

Skriv og dans.

Et forsigtigt bud vil være, at bingeblogging også hang sammen med ferie. Men nu prøver vi at blive ved, hvor uinteressant det end må vise sig at blive.

Det der er sket i dag, på denne Mother of all mondays er, at jeg fangede en Charmander og en Mr. Mime, med over 1000 cp. Og vi var allesammen rimelig chill på arbejde og satte lures på pokestoppet ved Jydepotten Bodega overfor – så kan man nemlig fange dem fra kontoret. Og jeg begyndte til dans, efter at have talt med Agnete om det i tre år. Så nu er vi Funky Ladies over 30 år. Og kan snart en serie synkrone bevægelser til den her

Og så siger jeg jo nok mit dagjob op og flytter til Miami og lever af at danse i musikvideoer. Det har faktisk hele tiden bare været et spørgsmål om tid.

2017. Året hvor jeg skriver og danser.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 5 kommentarer

En verden af måske.

Jeg tror ikke så meget på de nytårsforsætter. Det er som om man sætter en fælde op for sig selv, allerede inden man overhovedet er begyndt. Man forventer at fejle, man tror ikke på det. Forsætter er i familie med burde, og burde er det værste ord man kan bruge. Det er bare min mening.

Men jeg tror på at fortsætte. Man kan kigge på de gode ting man har gang i, og blive enig med sig selv om at fortsætte med det. Man kan også stille sig selv en masse spørgsmål, i stedet for at stille svar op fra starten og så halse efter dem. Og ja, jeg ved godt at uvisheden får mig helt op i det røde felt og at jeg hater på den ugentligt, men jeg erkender at det er sådan det er. Uvisheden er et vilkår. Der findes ingen nemme svar. Tak for den erkendelse, 2016.

Hvad vil jeg så fortsætte med? Hvad er værd at tage med ind i det vi kollektivt har besluttet at kalde 2017?

Jeg vil fortsætte med at skrive. Jeg vil fortsætte med at være modig og gøre ting, også selv om jeg ikke ved hvad de ender med, eller hvad fanden det er andre folk egentlig vil. (Seriøst, hvad VIL de???) Jeg vil fortsætte med at øve mig i at fortjene bedre og ikke falde for douchebaggeri. Jeg vil også fortsætte med at være en helt forvirrende blanding af super skeptisk og alt for naiv, fordi jeg egentlig tror det giver en okay balance i tingene. Jeg vil også fortsætte med at drive rovdrift på mit netværk og rulle mig selv rundt i kærligheden fra alle de gode mennesker. Mandemadklubben. Skrivedamerne. Bloggerellaerne. Bibliotekarmafiaen. Jer alle sammen.

Jeg har researchet onlinedating i et år, og helt ærligt, så er jeg virkelig træt af det. Gud fader bevares, hvor findes der mange ordinære og ikke kvikke mennesker derude. Jeg siger ikke, jeg er noget udpræget geni, men jeg er i det mindste ikke en af dem der tror man kan forelske sig i nogen i løbet af 20 minutter over en kop kaffe. Folk og deres “kemien er der ikke”. Må jeg være fri. De folk bliver bare aldrig tilfredse. Så nu går researchen ind i fase to. Dating via netværk og virkeligheden. Hvis jeg skal på nogen dates i 2017, skal det være nogen jeg enten møder eller som nogen jeg kender prakker mig på. Og egentlig har jeg jo stadig en weirdo i kulissen, så måske rækker det med ham. Jeg ved det ikke, vi har ikke haft den der snak. Måske dater han en hel række 24årige netop i dette øjeblik? Hvis vi kan udlede noget af min empiri og de indsamlede data, så taler statistikken for det. Hvis han læser det her, kan han jo overveje at give en tilbagemelding.

Anyway. Godt nytår til jer, jeg må videre inden jeg kommer for sent til min egen fest.

Udgivet i dating, Hverdagsliv | Tagget , | En kommentar

Det smukke sted?

Sæt den her på:

og så:

Den her ferie har været lidt svær. Ferie har været svært siden jeg blev skilt, for det er der, det er meget synligt at man kun er én voksen, og samtidig skal man være vidne til alle de andre, som virkelig hygger sig helt ekstraordinært meget og tager på ferie sammen og er romantiske og mikser drinks til hinanden, og tager matchende rensdyr trøjer på mens de ler og ler og ler og ler, sammen med deres harmoniske og tilfredse børn. Well, okay, mine børn er også harmoniske, men jeg er vist ikke. Og så ved jeg også godt, at de godtgifte sikkert bruger en del af ferien på at skændes om hvor foodprocessoren skal stå og hvis tur det er til at være alene i fucking-fem-minutter, mens den anden skal gå på legeplads og miste en tå til frostskader. Mere naiv er jeg jo heller ikke.

Så den anden dag, skrev jeg pretty much alt det her til Thorbjørn, og ethvert normalt menneske ville have svaret GET A GRIP! Tag dig sammen, du rabler og alt er fint. Men der er nærmest ingen af mine nærmeste venner der er rigtig normale, hvad det så end vil sige, og Thorbjørn svarede; du er et meget smukt sted lige nu. SKRIV! BARE SKRIV!

Det har jeg så gjort. Samtidig føler jeg, at jeg aldrig har været tættere på at købe en meget stor hat og begynde at ryge, end jeg er lige nu. Det føles som om, alt kan ske, som om noget har rykket sig. Og det er jo ikke fordi det bliver 2017 lige om lidt, og pludselig ændrer alt sig fordi det er et “nyt år”. Tiden er en arbitrær social konstruktion, i en verden der eksisterer i konstant kaos, og jeg tror ikke de tal gør nogen reel forskel. Måske bortset fra hvis man selv tildeler dem en betydning og benytter sig af anledningen til at reflektere og rydde op.

Hvilket jeg gør. Jeg har bogstaveligt talt smidt 100 ting ud i løbet af de sidste tre dage, hvilket overhovedet ikke er den lettelse man tænker det burde være. Der skal meget mere ud. Meget mere. Ud. Måske er det fordi der er gået to år. Og alle sagde, at det tager to år at blive skilt. Jamen nu er de gået, er jeg så færdig?

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , | 3 kommentarer

Der må flere ord til og derfor køber du for 378,- kr. lyrik

Selv om man er den kommunikerende type, med mange mange, alt for mange, ord inden i, så rækker de alligevel ikke altid. Så vil man gerne låne andres ord, eller tilføje nye til sin egen samling. Jeg har fx de her rundt omkring i mit køkken. Den der på Hello Kitty papiret lå bare pludselig en dag på køkkenbordet. Det var en ulige uge, pigerne var taget afsted, og jeg var sandsynligvis nedtrykt, og så lå den der bare. Som et hemmeligt budskab. Vi har fastslået at det er Agnes´s skrift, men hun kan ikke huske hvornår eller hvorfor hun skrev det, og slet ikke at hun skulle have lagt den på køkkenbordet. Så det er lidt magisk, og jeg værdsætter den helt enormt. 

I går gik jeg så helt over gevind, på et shoppingspree uden lige og købte mig tre digtsamlinger. Det er lidt et sats, for ligesom med bukser, kan man ikke altid passe al lyrik, men heldigvis ramte jeg plet. Og brugte resten af aftenen på at læse den her.

Og den virkede faktisk. Jeg trak vejret og slappede meget af, og jeg følte mig både set og genkendt og forstået. Sarah Cohr Lützen har skrevet en helt afslappet og uformel digtsamling, som både er underholdende og eftertænksom. Jeg både lo og græd, med andre ord. Som der står på bagsiden – det er “en lyrisk hyperventilation, et poetisk angstanfald, en samling af vejrtrækninger og nogle hvæs af en cigaret”. Alle digtene handler om at komme overens med sig selv, at acceptere verden som den nu er, og ens eget vaklende ståsted i den.

Og så er den enormt lækker. Soft cover, røde sidekanter og rød skrift og illustreret med forfatterens egne tegninger, der fuldender historierne. Den har alt det en papirbog skal have og som man ikke får digitalt. Se bare:

Det er intet mindre end fantastisk, og hvis det var jul igen i morgen, skulle ALLE have den her i julegave. Verden ville blive et bedre sted.

Til sidst nåede jeg til den her side, og så blev jeg så rørt at jeg fik lyst til at skrive til Sarah på facebook eller i et brev og fortælle hende, at hun har gjort en forskel nu.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , | 2 kommentarer

BHS BS

Efter halvandet års dating indser du, at det eneste krav du efterhånden har til en mand er, at han kan finde ud af at svare på en fucking messengerbesked indenfor et døgn. Det eneste du virkelig vil have, er hans opmærksomhed. Hans tid, hans interesse. Hans blik, hans øre og også hans svar. Åh den berusende lykke ved en mand der rent faktisk svarer! Han har hørt dig, måske endda set dig, og han prioriterer sin tid og vil gerne svare dig. Sikken en fest. Det næste naturlige skridt bliver, at han ikke aflyser aftaler. For nogen er dette måske almindelig høflighed, men ikke i den verden hvor du dater. Nej nej. I den verden er der spørgsmålstegn ved alting, indtil det rent faktisk finder sted. Alle aftaler er bare et Måske, et Hvis der ikke kommer et bedre tilbud, et Hvis jeg lige synes jeg har lyst den dag. Du tager intet for givet, du forventer en aflysning fra alle, lige op til det punkt hvor I rent fysisk befinder jer overfor hinanden.

Selvfølgelig har han travlt, det ved du, det har han hele tiden haft. Det er også noget af det du godt kan li ved ham jo. Han laver ting, han vil ting, han har sit eget liv og du er ikke ansvarlig for hans lykke. Og den første date varer tre dage – på hans initiativ, så han kan jo godt give dig sin tid, hvis han vil. Når han vil. Hvis han vil. Den næste date varer to dage. Den tredje kun en. Den fjerde bliver aflyst og den femte varer kun en dag. Du begynder at blive træt af ham. Han svarer ikke. Du bliver irriteret over, at han sagde det var hyggeligt at du skriver, når han tydeligvis synes det er for meget. Så lader du være. Men bliver også irriteret over det. Hvorfor skal du ændre dig selv, hvorfor skal du lade som om, spille det spil, lægge de bånd på? Hvorfor er opmærksomhed et turn on for dig og et turn off for mænd? Hvorfor vil de behandles uhøfligt og ignoreres? Du forstår det ikke. Du bliver stædig og ked af det og vred og irriteret. Det får dig ikke til at fylde mindre. Du overvejer at droppe mænd helt. Du overvejer at ringe til din psykolog. Du overvejer at gå i seng og sove, til det hele bare holder op. Du overvejer at blive lesbisk, eller at vandre på Caminoen og lægge verden bag dig. Du overvejer at flytte til en hvilken som helst midtvestlig nordamerikansk by, hvor du uden tvivl vil blive opfattet som både eksotisk og interessant og modtage en masse opmærksomhed og blive friet til adskillige gange, jf. anekdotisk evidens og samtlige amerikanske romantiske komedier nogensinde. Du kommer i tanke om, at du har børn.

Du googler BHS – broken heart syndrome – og har det lidt godt med, at du i det mindste ikke kommer til at lide af organsvigt, som følge af at lægge bånd på sig selv et helt liv.

Udgivet i dating | Tagget , , , | 12 kommentarer

Folk er så besværlige

Ja, det er de, og du ved jeg har ret. I går sad jeg med gode venner og overlevede julen. Singlerne og de fraskilte fik sig en øl/rom/gin og en cola, og en masse snak om alt muligt. En af os har været single i 11 år eller noget, og det har jeg fx svært ved at forstå. Det er virkelig lang tid, og lidt et skræmmende perspektiv.

Der er jo ikke et enkelt svar på “hvorfor?” når det kommer til den slags, men en del af svaret gik på, at andre mennesker bare er så besværlige. At man altid ender med at blive irriteret på dem.

Det har jeg så tænkt over siden. Det er sådan set rigtigt nok, andre mennesker ER ret besværlige, og man bliver virkelig ofte irriteret på dem. Men, det bliver man jo netop på alle. Og nogen gange bliver man endnu mere irriteret på dem man holder allermest af? Børn fx. En sand pain in the ass, af og til. Forældre, søskende, gode venner. Og ja, kærester. Så hvis man når der til, hvor man forventer/håber at møde et menneske man aldrig nogen sinde vil blive irriteret på, og som aldrig vil være besværligt at være sammen med, nej, så finder man nok ikke nogen.

Og er hele ideen ikke netop, at finde nogen som man hellere vil være sammen med og være irriteret på, end at undvære dem? Nogen der rent bogstaveligt er besværet værd?

I november var det to år siden Kristoffer og jeg besluttede at gå fra hinanden. Den 1. januar er det to år siden, det gik op for mig, at jeg elskede en ny. Det var alt for hurtigt og alt for kompliceret og han er i sandhed verdens mest irriterende og besværlige menneske. Jeg elsker ham meget mere end han fortjener. Jeg dater i håbet om at fordrive ham fra mit system. Jeg leder efter en, der kan fylde mere end han gør, og helst på en lidt mindre besværlig måde. Men jeg vil aldrig forvente at kærligheden er nem eller ukompliceret. For det er den bare ikke.

Jeg tænker hele tiden på Eleanor, der siger til Marianne (der hvor de tror Edward har giftet sig med Lucy Steele – citeret frit fra hukommelsen og Sense and Sensibilty, af Jane Austen);

“It is just as we expected. Nothing to surprise or upset us. And in a little while, it will be just as if nothing has happened. Which in a way is true.”

In a little while. To år, so far. Intet skete, men det føles stadig som en hel masse besvær. Og var det det værd?

Udgivet i dating | Tagget , , | 7 kommentarer

Bøger man kunne ønske sig til jul

Jeg burde ikke ønske mig bøger. Jeg har ikke plads, og jeg er bagud med at læse dem jeg har. Det er en katastrofe faktisk. Det nærmer sig det punkt, hvor jeg kan klassificeres hoarder, og begynder at bygge labyrintiske gange rundt i lejligheden med alle bøgerne, og en dag når jeg ikke har været på arbejde i en hel ulige uge, så finder de mig død og begravet under et bjerg af bøger der væltede. Måske har katten spist lidt af mig. Hvem ved, det er den vej vi alle skal, am I right?

Anyway.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig de her bøger, hvis jeg skulle ønske mig bøger til jul.

Josephine Klougart, New forest. Den er vildt lækker at se på, og har fået rigtig fine anmeldelser. Jeg har stået og kigget i den flere gange, og jeg kan godt lide sproget. Det virker fængende. Baseret på en helt irrationel følelse, er jeg bare sikker på, at den er noget for mig. Jeg har endnu ikke læst noget af hende, men hun er på den mentale liste. Jeg kunne jo starte her.

Jeg vil også rigtig gerne have Kristina Nya Glaffey´s Mor og Busser skal skilles. Jeg stod og bladrede i den på bogforum og var meget fristet, men du ved, man orker ikke at slæbe på mere og måske kan man også bare låne den på biblioteket. Men nej, jeg har tænkt på den siden, så den skal stå på reolen. Den handler jo også om skilsmisse, OG er illustreret, OG er ironisk og pinlig, så den er absolut lige min type. Jeg vil ideelt set også godt have den første, der bare hedder Mor og Busser.

Og så hørte jeg Tomas Espedal læse op på Louisiana i sommer, og det gjorde han virkelig godt. Meget vildt. Siden da, har jeg vidst jeg ville ønske mig hans nye bog, Året, når den udkom, og det gør jeg så. Den handler pudsigt nok også om det der med kærligheden, og den har fået formidable anmeldelser. Den er også smuk, hva´?

Og så denne her. Zenias meget smukke postkort fra Hjerneskælvet. Men det er snyd, for den har jeg faktisk købt og læst og elsket allerede. Zenia er bibliotekar og jeg har kendt til hende på afstand længe. Så fik hun hjernerystelse, og det er naturligvis ikke særlig godt og har været problematisk på mange måder. Men helt egoistisk, så er jeg glad for at det satte gang i hendes opdateringer på facebook og instagram, der er både poetiske og underholdende. Og så kom den her bog, og den er perfekt. (Og, hvis jeg lige må tilføje noget, så sendte jeg Zenia 100 af de der gamle indekskort fra biblioteksbøger, som hun siden har tegnet på, og nu er der et på forsiden. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det lige er et af mine, men det leger vi bare det er).

Der er også blevet lavet en virkelig fin podcast om Zenia og rystelsen, som du kan lytte til lige her.

 

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , | En kommentar

Stardust service blogpost

Fordi man ikke kan linke direkte i en Instagram post, kommer her linket til radiohørespilsudgaven af Neil Gaimans Stardust. Den er lavet af BBC4 og hvis du elsker den, så har de også lavet en version af Neverwhere, sidste år. Den kan købes i iTunes bl.a.

Det bliver ikke mere awesome og lige nu er Stardust endda gratis. 

Bogen er selvfølgelig også forrygende. Selv filmen er okay.

Den handler om unge Tristran Thorn der som en klassisk idiot er vild med en led pige. Hun går dog med til at give ham hvad han vil have, HVIS han kan bringe hende den stjerne de lige har set falde ned.

Afsted på eventyr med Tristran, og det griber noget om sig. Det er en fantastisk historie om kærlighed, mod, rigtig og forkert. For alle fra ca. 13 år og op.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar