pauseskærm

Ja, man kan jo spørge sig selv om det er det værd? Hvad er det egentlig lige, sådan en graviditet gør ved en? Jeg kan jo starte med at svare for mig selv, og her er svaret at den har totalt nulstillet mig. Der foregår intet. Blank skærm.

Jeg sover. Jeg spiser. Jeg zombier på arbejde. Jeg sover.

Helt galt gik det i tirsdags, da min kollega bad mig skrive en liste over de ting jeg laver til daglig, sådan at de kan komme i gang med at forfatte et stillingsopslag til mit vikariat. Jeg kunne simpelthen ikke komme på noget. Hvad laver jeg egentlig? Jeg gik helt i sort, og fik nærmest en depression over at være så unyttig. Havde min chef været på arbejde den dag, var jeg brudt grædende sammen og havde bedt hende frigøre mig til andet arbejde.

Så mit stillingsopslag kommer nok til at lyde nogenlunde sådan her:

“XXX Bibliotek søger barselsvikar til børnebiblioteket, 28 timer om ugen. Du skal kunne lide at holde 1-1½ times frokostpause, mens du læser politiken og sladrer med dine kolleger. Det er vigtigt at du har et godt og tæt forhold til internettet, så du kan tjekke blogs, netdoktor og politiken.dk ud hver time.

Vi ser gerne at du har en kæreste og nogle veninder, så du kan ringe privat og sende en masse emails i din arbejdstid. Endvidere er det vigtigt at du har en god kondi, så du kan gå ned til Netto og handle ind, både til din frokost og til dit privatforbrug, i
arbejdstiden. Nårh ja, og så skal du afholde lidt arrangementer, flytte om i hele biblioteket, lære brugerne at læse det der står på skærmen og kunne en del bandeord, fordi vores system altid er nede. Hvis det lyder som noget for dig, så send os en mail. Hej hej.”

Det bliver nok virkelig virkelig svært at finde en, der er kvalificeret nok, så det er kun godt vi kommer i gang i god tid… 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Kommentarer til pauseskærm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.