redebygger tanker

Igen – tre mdr. til termin – i dag efter scanningen. Jeg ved ikke, hvilken dag jeg håber på. Bare det ikke bliver d. 23. på min egen fødselsdag. Man er vel egoist, og den dag er altså ikke til deling. Så hvis det skal være typisk mig, så bliver det jo nok den dag 🙂
Egentlig gjorde det ikke noget, hvis det blev lidt før – sådan midt i juni. Der er så mange familie-ting jeg gerne vil med til i juli og det er jo nok lidt mere realistisk, hvis hun er lidt ældre. Men i det hele taget er det nok ret urealistisk at gøre sig forhåbninger om at tage en enkelt dag på Midtfyns festival, d. 3.7., bare for at høre REM, når man lige har født?
Og at tage på sejl-weekend med hele familien til Barsø d. 4.-5. juli er måske også at skyde noget over målet? Jeg ved det ikke. Nogen vil nok sige, at hvis bare forældrene er afslappede og ikke stresser rundt, så vil bebs gerne med. Men om jeg rent fysisk er i stand til at fare land og rige rundt på den måde, det skal jeg jo nok ikke regne med. Jeg må vente og se, hvordan det hele spænder af.

Ellers får den her magiske tre-mdr.-tilbage grænse mig til at panikke en anelse. Der er jo ingenting der er klart, og hvad nu, hvis hun kommer 4 uger før tid? Her skal både males og flyttes rundt og smides en masse ud, før der er plads til endnu et menneske i en 2-vær.
Okay status: hvad har vi?
-Vugge – familiens gamle trævugge, som hele min mors familie har brugt, Gud ved hvor mange generationer tilbage. Skal bare vaskes og pudses lidt op.
-Tremmeseng – min den gamle fra 1976. Så god som ny og helt klassisk i stilen.
-Kravlegård – lille, god lejlighedsstørrelse. god stand. Købt brugt af en veninde.
-Dyne – gave fra farmor og farfar (altså bebsens)
-Tøj – har købt meget lidt nyt og fundet en masse fedt 70'er (den moderne retro-stil) på forældrene loft. Regner med at finde mere, samt få noget forærende, og ved der bliver strikket ude i de små hjem.
-Billedbøger og eventyr… bliver næppe aktuelt de første mange mdr., men man er vel bibliotekar og fagidiot…

Hmm
Hvad mangler vi så?
-Altanbarnevogn – vi bor på 4. sal og hun skal sove ude. Et must.
-Kombivogn – til transport rundt i byen og hen til de respektive bedsteforældre. Er blevet stillet økonomisk støtte i udsigt af begge hold bedster.
-Høj stol – kan måske vente? Det første stykke tid sidder hun jo ikke selv og spiser kun ved mig?
-Pusleplads – den ene ende af køkkenbordet. Det bedste sted m.h.t. lys og plads og hygge. Skal have hylder op ovenover, puslemadras og kurve til udstyr, der skal stå i skabet nedenunder bordet.
-Voksipose – lyder bare som en ting jeg gerne vil have, og som er praktisk i forbindelse med en kombivogn og transport af baby op og ned fra 4. sal?
-Mere tøj – MEGET mere tøj!
-Bæresele – igen – lyder som noget jeg gerne vil have og som er praktisk når man bor på 4. sal og nok skal ned på mange småture, i vaskekælder o.s.v.

Er der mere? Det er der sikkert… Bare det var mig, der fik flere tusind tilbage i skat. Men jeg har ikke hørt fra dem endnu, så jeg venter spændt. Hele min opsparing røg, fordi min kat havde fået blæresten og skulle opereres. 7000 kr. Ufatteligt, hvor knyttet man er til sådan nogen dyr, at de bare får lov at bruge så mange penge. Men jeg har også sagt til den kat, at det ryger lige ud af hans lommepenge! Og Kristoffer og hans SU – der er jo ikke meget at hente.
Bare jeg kunne blive sponserbarn for en billiardær – ligesom det sponserbarn jeg har i Indien. Så kunne en eller anden rig krøsus sende mig et beløb hver mdr. og så skulle jeg nok sende fotos og ubehjælpsomme tegninger tilbage…
Nå, men skidt med det. Kærlighed får hun jo i hvert fald, min lille bebs.
Selv om hun ikke var planlagt, så er hun både valgt til og ønsket og ventet med længsel.
kh Julie, 27+0

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.