Rodede tanker om at være perfekt.

Når man venter sit første barn, så tror jeg de fleste har en eller anden forventning om, at de får det helt perfekte barn. Til dem. Perfektion er altså relativt, men måske netop derfor også en svær størrelse at omgås?

Moderkærligheden kan være meget indviklet og kompleks, og det synes jeg er i orden. Min kærlighed til andre mennesker, Kristoffer, min søster og mine forældre f.eks. er også kompleks og består af mange forskellige følelser, minder, erfaringer osv. Derfor synes jeg det er naturligt, at min kærlighed til mine børn også kan være en blandet fornøjelse.

Men når man står dér med sin nyfødte, så synes man stort set, at baby er perfekt. Kan godt være hun har trykket hoved, efter 12 timers rejse gennem fødselskanalen. Kan også godt være andre kommer til at sige, at hun ligner en vred, rød japaner. Tss. Man kan da se, at hun er helt perfekt, helt som hun skal være.

For nogen, er perfekt at være god til alting, til alt man gør. Eller at se “perfekt” ud – og det er også meget relativt, hvad perfekt skønhed er. Da jeg var i Indien, f.eks., var jeg ekstremt smuk. Mens jeg herhjemme nok er lidt for lav, lidt for bleg og lidt for tyk.

Nå, men det jeg gerne vil frem til er, at jeg aldrig har haft forventninger om, at Klara skulle være perfekt efter andres normer end mine og hendes fars. Efter verdens normer, er hun ikke perfekt og har aldrig været det.

For det første, er hun ikke planlagt. Hun blev undfanget på tømmermænd, en lang søndag, med en far som hendes mor kun havde kendt i 4 mdr. Det er ikke perfekt. Vi boede ikke engang sammen. Men det føltes stadig rigtigt, for os, perfekt eller ej.

Dernæst ville hun ikke fødes. 11 dage over termin og en ikke helt perfekt fødsel. Så begyndte hun at skrige – 3 uger gammel, d. 2.8.03. – og hun skreg sig igennem de næste mange mdr. Dér røg for alvor mine forventninger om en perfekt baby. Holy crap, jeg fik slet ikke det jeg havde regnet med. Hun holdt da til sidst op med skrigeriet, og begyndte også at sove om natten. Men kun fordi hun blev erklæret ørebarn og fik dræn. Nu var hun ligefrem defekt?? Så begyndte hun at få tænder, og naturligvis er de ikke perfekte. Der er fire af dem, der mangler emalje pletvis. Sådan er de dannet, i fostertilstanden. Defekte tænder.

Så begyndte hun at få feber den nogen og tyvende i hver md. Og fik den der diagnose, PFAPA, som ingen kender og som halvdelen garanteret tror, vi selv har opfundet. Og straks hun havde fået den, holdt feberen op med at være regelmæssig, så hun er ikke engang et perfekt diagnosetilfælde. 

Og nu, nu har jeg meldt hende ind i inkontinensforeningen.dk

For hun har aldrig været rigtig renlig. Selv om hun smed bleen som 3 årig, og på eget initiativ, så har hun dagligt eller i de gode periode, ugentligt, uheld. Hun kan simpelthen ikke holde sig, eller nå på toilettet. Og det er en laaang lang historie, med ting vi har prøvet for at hjælpe hende. Men hun vokser ikke fra det og vores læge er ikke hjælpsom, så nu har vi meldt hende ind i den forening og skal have en tid til udredning på Næstved sygehus, hvor de har en klinik med speciale i inkontinente børn. Endnu en diagnose. Suk. Mit defekte barn. Jeg frygter at folk tror, jeg er sådan en diagnose-jæger mor, münchhausen by proxy, hypokonder på hendes vegne.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? I det mindste, har jeg aldrig urealistisk høje forventninger til hende. Jeg har, helt fra starten af, lært at elske hende sådan som hun ER. Med alle hendes små fejl og mangler. Hun er fri. 

Jeg kan ikke hidse mig op over, at hun ikke kan læse allerede. Jeg kan ikke hidse mig op over, at hun ikke er noget naturtalent til fodbold. Jeg kan ikke hidse mig op over alle de ting, som andre kan, men som hun ikke kan. Det kan ikke vælte min verden, hvis der er noget hun ikke kan, ikke gider, ikke ved, eller hvis hun fejler et eller andet. For jeg ved, at så kan hun noget andet.

Vi havde f.eks. det perfekte ammeforløb. Og hun tog perfekt på og har aldrig tabt sig som spæd. Hun er også langt den bedste til vendespil, i hele vennekredsen, og hendes sociale intelligens er markant. Hun kan med alle, hun er super omsorgsfuld, hun tager sig af de svage og de udstødte, men beholder samtidig sin plads blandt alle de andre. Hun er bedre til matematik end jeg er. Hun er helt med på det tekniske og betjener dvd afspiller, tv, computer, iPod touch, wii og nintendo som om hun aldrig har lavet andet. Hun er den perfekte storesøster – aldrig jaloux, aldrig irriteret, altid omsorgsfuld og inkluderende overfor Agnes. Hun er kreativ og fantasifuld og sjov. Hun har en herlig snørklet hjerne.

Og bortset fra alt det ovennævnte, så er hun faktisk aldrig syg.

🙂

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

23 Kommentarer til Rodede tanker om at være perfekt.

Skriv et svar til Jette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.