Ros i Netto og ny bog

Nå, så er det vist tid til lidt opsamling. Der sker mange ting, men det er svært at nå at skrive om dem, når man går i seng kl 20.

I går blev jeg godt nok oppe til 23.30, men det var kun fordi jeg fik en bog med hjem fra arbejde. Under en strålende sol, af Khaled Hosseini. Det er ham der kom med Drageløberen får nogle år siden.

Under en strålende sol, var en meget spændende bog. Jeg gik i gang omkring kl 20, da Klara gik i seng, og jeg var så færdig kl. 23.30 ca. Nu er jeg også en rigtig hurtiglæser, men den var også bare så spændende, at jeg måtte læse den færdig, lige meget hvor sent det blev.

Den handler om to kvinder i Afghanistan. Den fattige og underkuede Mariam, og teenage pigen Laila. Umiddelbart har de ikke meget til fælles, men dramatiske omstændigheder, krig og meget mere gør, at de ender med at måtte arbejde sammen, for at overleve.

Bogen er fantastisk godt skrevet, i et levende og medrivende sprog, og man sluger den simpelthen. Det er en dramatisk, hård, barsk, utrolig historie om mennesker og deres liv under svære vilkår. Man er NOK glad for, at man er født i et andet hjørne af verden. Mænd skal ikke lade sig afskrække af, at den handler om to kvinder. Den handler mest om mennesker generelt, og de barske ting man kan komme ud for i et land som Afghanistan. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Det andet der er sket er, at mit barn fik ros i Netto i går. Og så oven i købet i ulvetimen. Sure vris er man nok vant til, men ros… det varmer sådan moars hjerte. Klara og jeg stod i køen, og hun bad om det ene og det andet, men accepterede alle mine nej´er uden det store ståhej. Pludselig står der så en dame bag os, som har købt hvide bønner. Klara begynder at fortælle hende, at sådan nogen har vi også købt – det har vi så ikke, vi har købt solsikkefrø til bollerne. Damen og Klara snakker livligt om, hvad man kan bruge hvide bønner og solsikkefrø til, og pludselig ubryder den ældre dame der står foran os; “ihh, hvor ER hun altså bare sød! Og så smuk! og så søøød, man bliver jo helt i godt humør af hende”

Så stod man der, helt træt og udmattet, men omringet af smilende kvinder der bare synes ens unge er sød, velopdragen, smuk og dejlig. Det reddede da også min dag. Og det bedste er, at det ER hun jo også.

Nårh ja, og så har jeg løst alle problemerne med navn, hvis baby er en dreng. Vi kan jo ikke finde på drengenavne herhjemme, men så så jeg i dag på familieministeriets liste over godtkendte drengenavne, at Baloo er et godtkendt drengenavn. Baloo. Det styrer da for vildt, ikke? Baby Baloo. Folk vil jo tro, vi har købt en hund…

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

9 Kommentarer til Ros i Netto og ny bog

Skriv et svar til Marie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.