Småting

Nå, men er der andre end mig, der er glade for at Californication er tilbage på tv2? Synes virkelig den serie frisker strikkestunden en hel del op.

Ja, jeg strikker stadig. Faktisk var jeg halvt færdig, men så kom min mor hjem fra ferie, og så fik jeg en forklaring på alle de ting jeg ikke forstod og den var helt gal. Jeg havde ligesom slet ikke forstået princippet bag rundpinde. Whatever. Jeg trevlede op igen og er startet forfra og nu kan selv jeg se, at det er helt rigtigt. Nu er det pænt. 

Tidligere her til aften så jeg det der nye parforholdsprogram med Joan Ørting på tv2. Det fik mig til at tænke flere ting:

1) er der ingen grænser for, hvad man kan ordne på tv?

2) hvorfor skal Joan hele tiden bide sig selv i tungespidsen? 

3) man kan mene meget om hende Joan*, men det er da bemærkelsesværdigt, hvor få af de helt rigtige spørgsmål sådan en som hende skal stille, for at løsne op for oldgamle uløste konflikter og misforståelser. Og jeg har selv prøvet det, for år siden, med en anden parterapeut. Det passer. Det virker. Prøv det!

*jeg synes f.eks. hun er irriterende på det punkt, at hun skriver så meget om, at man skal huske at have kinky sex alle mulige steder, være opfindsomme og utraditionelle og krydre tingene med lidt hankypanky på køkkengulvet, i lysekronerne osv. MEN i det øjeblik man så har børn, så skriver hun så meget om, at så skal de børn ud af soveværelset, så forældrene kan få deres sexliv tilbage – fordi så er soveværelset pludselig det eneste rigtige sted at have sex? Det giver da ingen mening?

Ellers havde jeg besøg af en sød nybagt mor i mandags, som skulle have lidt hjælp til at bruge en strækvikle. Det fik hun så. Og man tror det er løgn, men det viser sig så, at hun har læst min blog i flere år – siden hun skrev speciale og ledte efter overspringshandlinger.

Det sker altså oftere og oftere at jeg møder folk, og så finder vi pludselig ud af, at de kender mig herfra. Og så finder de ud af, at det rent faktisk passer, når jeg skriver at jeg vejer for meget og aldrig gør rent…

I morgen er sidste dag med mødregruppe. På mandag starter Agnes i vuggestue. Hun vågnede lige før, og så sad jeg lidt med hende, inde i mørket. Og så på hende. Og tænkte de helt normale tanker – at hun er alt for lille. At jeg ikke er klar. At hun er så tryg og glad her og ikke ved, hvad der venter hende. At hun ikke skal være sammen med sin mama hver dag og hygge sig og være varm og tryg og rolig og elsket og få lige hvad hun peger på, straks hun peger på det. Den tid er snart slut. Så skal hun til at lære at vente. Gå på kompromis. Interagere, acceptere, resignere. Måske skal hun græde, uden at blive taget op? Måske vil en eller anden snottet møgunge slå hende og bide hende, og hun kan ikke flygte for hun kan ikke gå helt endnu. 

Men vi træner! Og hun er så tæt på at gå selv. Væk. Fra mig. Snøft.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

17 Kommentarer til Småting

Skriv et svar til Maianne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.