Stockholm dag to

Den anden dag i Stockholm startede med en dejlig morgenmads buffet. De svenske pandekager er dejlige. Der var også en masse snak, og det var meget givende at snakke med kolleger fra hele landet.

Kl. 10 startede vi med et oplæg ved to unge mænd fra kulturhuset Dieselverstaden. Det er et stort og anderledes kulturhus. Biblioteket er bl.a. privat på en måde. De skal stadig overholde bib-loven og de har også nogle forpligtelser i forhold til kommunen osv. Men så var de så private på den måde, at de skulle øge deres åbningstimer, besøgstal og udlånstal for at få flere penge året efter. Det negative var så, at de ekstra penge som de fik, skulle komme fra samme kasse i kommunen, og derfor var der så andre af de lokale biblo´er som fik færre penge. Det er lige markedsøkonomisk nok for mig. Jeg synes ikke, man kan drive kultur for borgerne på den måde. Så dem i den ene bydel får rigtig meget, og det går så ud over nogle skatteydere i en anden bydel.

Men de havde mange smarte ting. Bl.a. en mediejukebox, som var en maskine, hvor man kunne stikke sin usb nøgle ind i og downloade lydbøger og musik som filer. Det er sindssygt smart jo. F.eks. med en meget populær lydbog som da vincy mysteriet, som der jo hurtigt bliver 150 lånere i kø til, og vi kan kun købe nogen stykker, fordi lydbøger inkl. rettigheder er vildt dyre for bibliotekerne og de fylder enormt meget. Men hvis folk kan låne den som en fil, der destruerer sig selv efter 30 dage, så kan alle 150 jo bare låne den samtidig. Den slags ville jeg ønske vi kunne finde ud af herhjemme. Men det kan vi ikke. Nej nej, vi indfører i stedet 4 mdr´s karenstid på alle nye cd´er, og nogle film og lydbøger kan vi slet ikke få lov til at købe. Og det på trods af, at biblioteksloven forpligter os til at være aktuelle.

Jeg kunne også godt lide deres lave reoler, som alle var på hjul. Og deres spillehjørne, med playstation. Og at de virkelig havde åbent når folk har fri. Det kan jeg godt se pointen i. Men de drev det ret vidt, for de lagde f.eks. nyt skema hver eneste uge. Det tror jeg bare ikke kunne fungere for folk med børn. De ansatte på Dieselverkstaden var fire unge mænd. Så det funker for dem, for de skal ikke køre en eller anden unge til spejder hver eneste tirsdag kl. 17. For folk med børn er der nødt til at være et mere fast skema, når man har ansvaret for andre end sig selv.

Efter Dieselverkstaden var der frokost, og derefter to forskellige oplæg. Først med en dame fra Rüm for Barn, som fortalte os en masse om teorierne og ideerne bag det sted (som vi jo havde set mandag). Efter hende var der et oplæg ved en anden dame, som fortalte om det fælles nordiske projekt I Gulvhøjde – formidling for de mindste i børnebiblioteket. Det kan man se mere om på http://www.eksp.dk/ under Nordbok. Alt sammen meget interessant, men også udfordrende at forstå så meget på svensk. Plus, at samtidig med at jeg selv skulle forstå på svensk, skulle jeg oversætte hviskende til engelsk for en anden konferencedeltager, som vi havde inviteret. Nemlig Louis Kilkka fra ImaginOn i USA. Hun holdt selv oplæg for os om onsdagen, men hun ville jo gerne forstå alt det andet også, så jeg havde travlt. Hun var heldigvis enormt sød, så det var en fornøjelse at lære hende at kende.

Efter de oplæg havde vi 1½ time fri, så jeg skyndte mig ud at shoppe lidt og købte en pippi t-shirt og pippis hest til Klara, og lidt andet godt.

Så kørte de to lejede busser mod Junibacken, som er et Astrid Lindgren museum. Det var super sejt og enormt flot, og virkelig godt lavet. Det vækkede det barnlige lege-gen i alle de tilstædeværende børnebibliotekarer. Folk var meget begejstrede. Efter turen rundt dér, fik vi et glas champagne med udsigt ud over Stockholms havnefront, og solnedgangen. Meget meget smukt. Derefter var der festmiddag på stedet, og så hjem i seng, meget trætte og fulde af indtryk.

Og nu skal jeg lave noget andet, så dag 3. får I senere.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.