Total Eclipse of my heart.

Var til forpremiere på The Twilight Saga; Eclipse i går.

To gange.

Lad være med at sige noget til Kristoffer, mkay? For jeg har droppet at forsøge, at forklare ham det. Så i hans verden mødtes jeg bare tidligt med mine veninder og spiste picnic i Frederiksberg have, inden vi så filmen kl. 21.30 i Imperial.

Hvad jeg HAR sagt til ham, og hvad han har valgt at overhøre/misforstå med vilje, fordi det rokker for voldsomt ved hans verdensorden og virker sært foruroligende på ham, er at vi også så filmen kl. 18.30 i Falkoner Bio.

Den sluttede lidt i 21, og så suste vi lige længere ind i byen og så den en gang til. Nogen vil mene, det er i overkanten. JEG vil mene, det er alletiders. Så kunne man virkelig analysere den telt-scene. Og de sorte øjne på engen – var de dér? Og ulvenes mandebryster. Og Alices mormorhår. Og Rosalies temmelig butch øjenbryn.

Ud over filmen og de skrigende teenagere (som der var flest af i Imperial. Falkoner havde en lidt for afdæmpet stemning, sært nok) så er det fede ved forpremierer at der er goodiebags. Med slik, chips, sladderblade, klistermærker, parfumeprøver, sort neglelak og plakater. Jeg fik hamstret en del ekstra plakater, for underligt nok var der mange der lod deres ligge. Jeg tænker, at når jeg er færdig med at tapesere badeværelset med Taylor Lautner og Robert Pattinson, så kan jeg altid bruge de resterende plakater med hende pigen som præmier oppe på biblo. Kan være de unge gerne vil vinde sådan en.

Jeg var først hjemme lidt i et, fordi den sidste film var forsinket og så skulle vi jo også lige sige farvel til twilightmødregruppen og hjemad osv. Og så skete der det, at Agnes vågnede lige da det føltes som om jeg var faldet i søvn, og kom i tanke om at hun forresten jo er to år. Så hun måtte da hellere huske at få sin kvote af hysteriske anfald. Det har hun så haft med jævne mellemrum siden kl. 2 i nat. Kæft, det skrigeri gør mig vanvittig. Hun er bare så sur.

Hun vækkede også Klara i nat, og Klara opførte sig også unormalt og var ked af det (måske solstik?) og ville ikke sove alene på sit værelse, men hun kunne heller ikke sove i vores seng, for der lå Agnes og forbandede verden højlydt i time-intervaller. Til sidst lagde stoffer sig på madrassen fra tremmesengen, ved siden af Klaras seng. Så han har heller ikke sovet skide godt. OMG hvor var vi sløve i morges. Undtagen Agnes, hun er stadig rasende. Tre ugers ferie forude endnu. Alletiders.

Nok godt at én skal i biffen i aften. Igen. Nårh, hvad jeg skal se? Hmm, jamen, premieren på den der Eclipse… ved ikk om nogen har hørt om den? Vidst nok noget med vampyrer, teenagere og romantisk kærlighed aka virkelighedsflugt for hverdagsramte småbørnsmødre. Tak Hollywood.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

10 Kommentarer til Total Eclipse of my heart.

Skriv et svar til Julieumulie Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.