Utroligt

– men man kan åbenbart blive ved med at fornøjes/fascineres/overraskes af sine egne børn. Man tror man kender dem, men så er der alligevel de der tusinde små ting her og der, hvor man står med et stort indre ØØHHHH?? og lige skal finde sine ben, før man reagerer synligt.

Klara. Hun vil utrolig gerne have Hussein med hjem og lege. Det havde jeg ikke set komme. Og jeg var slet ikke forberedt på, hvor vild Hussein er efter at komme med hende hjem. De leger sammen hver dag. Når jeg henter hende i fritteren, sidder hun altid oppe i et træ, sammen med Hussein, eller oven på en vakkelvorn stabel mælkekasser.

Men okay. Jeg tilbragte nok sammenlagt et par år af min barndom oppe i en tuja, sammen med genboens dreng, Robert. Der sad vi så, og holdt øje med vejen, og sagde “uhyggelige lyde” når nogen gik forbi. I en by med ca. 500 indbyggere var det begrænset, hvad det blev til. Men tiden gik da. (Jeg husker at gassen ligesom gik af det venskab, efter at jeg en dag satte mig oven på ham og kyssede ham i hovedet. Han smagte virkelig meget af jord.)

Vi var til skole-hjem samtale i dag, og de sagde jo egentlig mest ting, vi godt vidste. Hun er distræt, hun snakker lidt for meget, hun er svær at holde fanget i en samtale, hun er lidt umoden på det der koncentrations-område. Men hun er positivt indstillet, hun kan godt lide at være der, hun vil gerne lære, hun glemmer bare at være til stede i nuet og forsvinder ind i sin egen verden. Sådan har hun jo altid været. 

Hun er til gengæld rigtig god til det sociale. Har hun jo også altid været. Hun leger med alle, tager sig gerne af de svage, inkluderer alle i gruppen, glider helt af overfor konflikter og deltager slet ikke i det spil nogle af pigerne allerede kan finde ud af at køre. Det er jeg rigtig glad for. Hun er ikke doven i gymnastik mere, så der har hun rykket sig siden i efteråret. Og mon ikke resten også nok skal rykke sig? Eller, på den anden side, hendes far er 33 og er stadig meget distræt og svær at fastholde i en samtale…

Agnes. Mega skrap moster. I den grad 2 år.

Den første hun spørger efter hver morgen er Misser, og så finder hun ham og pjatter med ham og leger og griner så hjerteligt helt nede fra maven. Indtil han leger for voldsomt og bruger kløer, og så RÅBER hun FY MISSER! JEG KAN IKKE HA´ DET!

Aner ikke, hvor hun har det fra. Det er ikke en vending vi bruger herhjemme. Men hun samler alt muligt op, og er tit et lille ekko og gentager ALT hvad Klara går og siger.

De er skøre og sjove og meget berigende selskab. 

Alligevel sad jeg i dag og tænkte, at jeg godt gad ikke at have små børn. Bare nogen gange. Jeg var til kursus i sæsonens nye spil, og mand, hvor kan jeg savne den der tid til mig selv. Ikke at have alle de her forpligtelser, bare at kunne spille et eller andet nyt spil i 12 timer og få helt krogede fingre og ondt alle vegne. Altså, bare det princip med, at man kan bruge den slags tid på sig selv, for sig selv, uden afbrydelser eller forstyrrelser, at man kan lade sig opsluge af et andet univers og forsvinde fra denne verden.

Ahh – okay, så det er ikke kun stoffers skyld, at Klara har de tendenser. Jeg er jo også en dagdrømmer.

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

17 Kommentarer til Utroligt

Skriv et svar til Anette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.